Húnavaka - 01.05.2016, Qupperneq 152
H Ú N A V A K A 150
Í neðanmálsgreinum segir að þessi „forinn“ sé forystusauður og að „upp-
takandi“ fiskar séu einfaldlega vakandi fiskar.
Ég verð að játa að í bókahillunum á vestur veggnum er fleira en bæk ur
einar; ég hef tilhneigingu til að tylla ýmsu smádóti upp í hillurnar. Þarna er
leðurskór frá Serbíu með svokölluðum táfýlu strompi, egg úr mersk úmi sem ég
fékk í Ana tólíu, mynd af fossa gilinu í Brúar lækn um, strádúkka keypt í Tívolí.
Og þar er leirklumpur sem mér áskotnaðist á Puerto Rico. Hann er þríhyrndur
og eiginlega uppmjó þúst sem flest út til endanna. Manni gæti dottið í hug að
þetta væri stytta af gömlum hundaskít, ef ekki mótaði fyrir andliti. Stór
munnur teygir sig yfir þústina þvera, flatt nef, groddalegt augnstæði, uppmjótt
enni. Þetta er mynd af guðinum Yocahú.
Það gengur á ýmsu með útlit guða. Jahve var svo styggur á köflum varðandi
ásjónu sína, að það bókstaflega kviknaði í hverjum einasta manni sem leit á
hann. Enginn vissi almennilega hvernig hann leit út, því allir sjónarvottar
brunnu óðara til ösku. Guðinn Yocahú var hinsvegar alls ófeiminn og gat birst
í hvaða líki sem honum sýndist en leið víst best ef hann var eins og þessi
uppmjóa þúst. Hann hafði yfirumsjón með veðráttu, jarðargróða, heilsufari og
barnsfæðingum fyrir Tainó-indíána í Karabíska hafinu. Þessa indíána hitti
Kristófer Kólumbus, þegar hann kom til Hispaníola, þar sem nú er Haiti og
Dóminikanska lýðveldið. Í dagbókina sína skrifaði hann: ,,Þeir létu fúslega af
hendi allt sem þeir áttu“. Það líkaði Spánverjum vel.
Lærðir menn halda að fjögur hundruð þúsund Tainó-indíánar hafi búið á
Hispaníolu í umsjá guðsins Yocahú, þegar Kolumbus bar þar að árið 1492.
Fimmtán árum seinna voru þeir sextíu þúsund, árið 1531 voru bara 600 eftir.
Núorðið er ekkert eftir af þessari þjóð nema fornleifar sem grafnar eru úr jörð,
þar á meðal myndir af guðinum Yocahú. Engar heimildir benda til annars en
að Yocahú hafi verið velviljaður guð. En jafnvel guðirnir eru stundum
grandalausir, láta koma aftan að sér og plata sig og það fer ekki milli mála að
Yocahú hitti ofjarl sinn þegar Spánverjarnir komu árið 1492.
Norður
Á norðurveggnum hangir korktafla og á henni andlitsmynd, sem ég einu sinni
klippti út úr Sydsvenska Dagbladet. Þetta er andlitið á öllu fólki í heiminum
samanlögðu, meðaltalsmanneskja veraldarinnar og það var tölva sem bjó
andlitið til, þannig að öllum hlutföllum var haldið réttum; hlutfalli Kínverja,
hlutfalli aldraðra, hlutfalli blökkumanna, hlutföllum kynja og hlutfalli
rauðhærðra, þó að þeirra sjái engan stað frekar en þeir séu ekki til. Þess vegna
er hárið svart, augun eilítið skásett, aldurinn hvorki ungur né gamall og kynið
unisex. Það er líka þess vegna, sem svipurinn er svona yfirmáta tómlegur, hann
gæti verið af nýdánum eða þá gjaldkera á sýsluskrifstofu; ef örlar á nokkurri
tilfinningu þá helst leiðindum. Útlitslega séð hefur meðaltalsmanneskjan ekki
upp á margt að bjóða, og allar öfgar og andstæður hafa vegið hverjar aðrar
upp í tilfinningum hennar og hugsun, þannig að hún er bæði frosin og