Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 11

I.
Det er næppe for meget sagt, at det islandskeFolk, som
det møder os vedMidten af det 18de Aarh., er et Folk
i dybeste Fornedrelsestilstand med alle Degenerationens
Tegn paa sin Pande. Al den Kraft og Energi, som i tid-
ligere Tider havde udmærket denne lille, men stolte Folke-
stamme, er ligesom blæst bort. Det er et Folk, som er
svundet ind til det halve af, hvad det var tidligere, en
Klat Mennesker, mærket af mange Slægtleds Kamp mod
Armod og Undertrykkelse, nedbøjet af de mest ublide
Vilkaar, et Samfund kan leve under. Man staar her over
for et Folk, som ikke alene er bragt til Bettelstaven, men
ligefrem maa siges at staa paa Afgrundens Rand som
Folk.
Set i Lyset af disse Tilstande forekommer det én næ-
sten som et af Historiens Undere, at dette Folk, saa dybt
sunket ned i Armod og Elendighed som det var for godt
og vel 150 Aar siden, har kunnet rejse sig igen og udvikle
sig til det, det har udviklet sig til i Løbet af en ikke læn-
gere Tid.
Det kunde nu ligge nær at spørge, hvornaar denne
mægtige Tilbagegang for det en Gang saa stolte lille Folk
Uger sin Begyndelse. Der er dem, som har Svaret paa
rede Haand. Begyndelsen paa Elendigheden maa søges
saa langt tilbage som til det 13de Aarh., den Gang Befolk-
ningen gav Slip paa sin fra Fædrene nedarvede politiske
Selvstændighed, ved at give sig ind under den norske