Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 13

II
dette, som den store Hovedsag, at berige sig selv, at
skrabe sammen det mest mulige af de Skatte, som Møl
og Rust fortærer. Og man kan heller ikke sige, at disse
Kirkens Mænd var videre nøjeregnende med Hensyn til
Fremgangsmaaden eller Midlerne, som her kom til An-
vendelse. Men alt dette var dog for lutter Ubetydelig-
heder at regne i Sammenligning med den Vending, Sa-
gerne tog ved, at vi kom ind under Kongevælden med
Kongen ikke alene som Landets statsretslige Overhoved,
men ogsaa som Kirkens øverste. Det allerførste, Konge-
magten foretog sig, efter at den sidste Modstand mod
Reformationen var blevet kvalt i Blod, var at underlægge
sig alle de islandske Klostres Ejendomme. Hvad der paa
denne Maade tilfaldt den danske Konge, menes at have
udgjort mindst en Femtedel af alle Islands Jordejen-
domme. Men paa den Maade blev ogsaa mindst en Femte-
del af LandetsBønder »KongensLejlændinge«, undergivet
de »Forpagtere af Kongens Afgifter«, som disse Jord-
ejendomme blev overdraget til som Len af Kongen eller
Kongens befuldmægtigede Høvedsmand. Disse Forpag-
tere af Kongens Afgifter misbrugte deres Stilling paa det
skammeligste. De behandlede deres Lej lændinge som
retsløse Individer, som rene Hoveribønder, som i et og
alt havde at rette sig efter Forpagternes Befalinger. No-
get af det, som Fæsterne havde allervanskeligst ved at
taale, var det saakaldte »Mandslaan paa Forleninger«,
som Forpagterne efterhaanden fik indført og endda til
Slutning sanktioneret af Rentekammeret (1691). Dette
førte nemlig til, at ogsaa Høvedsmændene eller deres
Fogeder paa Bessastabir meget snart optog samme
Praksis overfor Fæsterne paa Kongens Jorder. Saaledes
indførte de den Praksis, at Fæsterne skulde stille Mand-
skab til de saakaldte »Kongens Baade«. Det var oprinde-
lig Fartøjer, som Høvedsmændene havde frataget tyske