Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 14

12
handlende ved Midten af det 16de Aarh., oprindelig 15 i
Tallet, og senere udrustede til Fiskeri, som dreves i Kon-
gens Navn. Men ret snart steg Tallet paa disse »Kon-
gens Baade« helt op til hundrede, saa det var en alt andet
end let Sag at stille Mandskab til saa mange Fartøjer.
Det nyttede imidlertid ikke at kny og klage; thi det havde
kun til Følge, at vedkommende Fæster blev drevet bort
fra sin Fæstegaard. Det blev ogsaa efterhaanden lov-
hjemlet Skik og Brug, at Fæstebønderne skulde stille He-
ste til Høvedsmændenes eller deres Fogeders Embeds-
rejser, f. Eks. til Althinget, og midt i Høbjærgningstiden
stille Folk til at udføre Høstarbejde paa Høvedsmænde-
nes Embedsjorder uden andet Vederlag end Føden. Skul-
de Høvedsmanden eller nogen af hans Folk sættes over
en Fjord, blev der fordret af de nærmestboende Bønder,
at de stillede saavel Baade som Mandskab. Og ve den,
som ikke lystrede! Det fik en ret velstaaende Bonde,
Asbjørn Joakimsson, at føle, da han undslog sig for at
sætte Høvedsmanden over en Fjord, uden at der betaltes
ham Færgeløn. Han blev dømt til to Gange at kagstry-
ges, og Dommen blev saa eftertrykkelig fuldbyrdet i Øv-
righedens Nærværelse, at den stakkels Mand hver Gang
besvimede.
Man har i det hele taget ondt ved at tænke sig noget
mere utilladelig slet end Administrationsforholdene i Is-
land i det 17de og 18de Aarh. Høvedsmands-Institutionen,
som stod ved Magt fra Midten af det 15de Aarh. lige ned
til Enevoldsmagtens Indførelse i det 17de Aarh.s sidste
Halvdel, var som oftest slet nok, saalidet de fleste af disse
danske Høvedsmænd tænkte paa den Befolknings Vel,
som de var sat til Styrere og Forsyn for. Dermed er ikke
sagt, at der ikke fandtes dygtige Folk iblandt. Men de-
res Hovedinteresse gjaldt meget mere Kongens Kasse, at
den ikke tabte en Øre af, hvad der mentes at tilkomme