Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 16

14
men Baronen, som hidtil havde været Generalguvernør
over de vestindiske Øer, undslog sig for at rejse til et saa
»kontrært Klima« og befriedes da ogsaa helt derfra ved
allerede det næste Aar at udnævnes til Amtmand over Kø-
benhavns Amt.
De Herrer fra Danmark — for danske skulde de være
— som blev beordret .til at beklæde Stillingerne som
Amtmand, tilbragte dog, det maa siges til deres Ros, det
meste af deres Embedstid i Island i hvert Fald om Som-
meren. Men det er ogsaa det største, der kan siges til
deres Berømmelse. Af disse har dog ingen med sin uhel-
dige Embedsførelse skrevet sit Navn saa uudsletteligt i
det islandske Folks Annaler, som Christian Mul-
ler til Kattrup (en Svigersøn af den berømte lærde
Thomas Bartholin), der beklædte Stillingen som islandsk
Amtmand i 30 Aar (fra 1688—1718). Man véd egentlig
ikke, hvor denne intrigante Person er størst, i sin umulige
Embedsførelse eller i sin kolossale Uvidenhed om de mest
almindelige Ting vedrørende det Land, han var sat til
øverste Styrer for i en Menneskealder. Thi samme Amt-
mand Muller havde ikke blot sit eget Embede at varetage,
men ogsaa Stiftamtmandens Hr. Gyldenløves, som havde
valgt ham til sin Fuldmægtig. Hele Amtmand Mullers
Embedsbane var en lang Række Dumheder og Embeds-
misbrug. Havde man ikke i Arkiverne hans Indberet-
ninger, vilde man sikkert forvise det meste af, hvad der
fortælles om ham, til Krønikernes Verden. At de er af-
fattet af en skørhovedet Person, er det mildeste Udtryk,
man kan anvende. I en Forestilling til Kongen (af 15de
Febr. 1792) i Anledning af Lagmand Gottrups Sendelse
til Danmark for at konferere med Regeringen om, hvad
der kunde gøres for at hjælpe Islands Befolkning op af
den Elendighed, den var nedsunket i — en Sendelse, der
var Amtmanden meget imod, uagtet den skyldtes et af