Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Page 18

i6
isen, som siges at lukke alle Fjorde paa Islands Vestkyst
undtagen én, Strømfjorden, gør det umuligt at faa Ski-
bene ud i rette Tid! Ogsaa om Samfærdselen indenlands
finder Amtmanden Grund til at give sin Mening til Kende.
Men her udtaler han med al Overbevisningens Varme, at
Postgang i Island er noget, man ikke skal ofre en Tanke
paa, saa umulig som den er formedelst Sne, Storm og
Uvejr i det hele taget. Han finder endog i sin Visdom,
at det er til ingen Nytte, at der gaar et Postskib mellem
Danmark og Island. Blandt adskillige mere end mænc-
værdige Forbud, Amtmand Muller fandt sig beføjet til at
udstede, skal her blot nævnes hans Forbud mod, at fattige
Fruentimmere pyntede sig med Sølvgenstande, eller at en
Brudgom skænkede sin ubemidlede Brud et Sølvbælte at
bære til Bryllupsfesten!
Syntes Amtmanden, at nogen traadte hans Embeds-
myndighed for nær eller generede hans egen høje Person,
var han ikke til at spøge med. Det fik en stakkels Præste-
mand i det vestlige Island at erfare. Samme Kirkens
Mand, Jon Jånsson til Hitarnes, der sad i et meget tar-
veligt aflagt Kald, havde indgivet en Ansøgning til Kon-
gen om at faa et ledigt Kald i Nabolaget, et af de store
og gode, som derfor bortgaves af Kongen. Men for at
sikre sig Opfyldelsen af sit Hj ærtes Ønske havde Præ-
sten faaet den snilde Ide egenhændig at tilskrive Dron-
ning Charlotte Amalie et tysk Brev, hvori han i al ønske-
lig Underdanighed anmodede Hendes Majestæt om at ud-
virke den attraaede Bønhørelse hos den høje Gemal i den
Tro, at Dronningens Ønske var en Lov for Kongen. Men
ved et Uheld naaede Brevet ikke sit Bestemmelsessted.
Det blev derimod fundet, indesluttet i en tjæret Træ-
kasse, opdrevet af Søen og indleveret til Amtmanden.
Denne aabnede Brevet, og, rystet over en saa anmassende
Handling fra Præstens Side som den at udfærdige en saa-