Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 23

21
trent 18,000 Mennesker. Hvilken Aareladning for et i
Forvej en fattigt og faatalligt Samfund!
Man kan ikke undre sig over, at den islandske Be-
folkning under saadanne Levevilkaar efterhaanden satte
den største Del af sin Energi til og modløst lagde Hæn-
derne i Skødet med det Suk: Hvad kan det nytte? Man
kan heller ikke undre sig over, at alt aandeligt Liv syg-
nede mere og mere hen, og at Interessen for aandelige
Sysler efterhaanden sløvedes. Fortidens Historie med
de mange lysende Skikkelser havde tidligere udgjort Be-
folkningens Stolthed, man havde søgt, saa godt man kun-
de, at værne om det gamle malmfulde Sprog og den ejen-
dommelige nationale Kultur. Kan man undre sig over,
at Interessen for disse aandelige Skatte svandt hen hos
dette Folk, som Aar ud og Aar ind led under Mangelen
paa de timelige, som betinger en menneskeværdig Til-
værelse. Under den fortvivlede Kamp for Tilværelsen
;naatte det aandelige Liv sygne hen, det modsatte vilde
have været et Under. Blandt meget andet, som Befolk-
ningen havde sat til i Kampen, var Nationalfølelsen sik-
kert det mest værdifulde og uerstattelige. Den var
slumret hen, og den var da ogsaa det første, som maatte
vækkes, hvis det i det hele taget skulde lykkes at føre
Befolkningen op af dens Fornedrelsestilstand — redde
den fra Tilintetgørelse og Undergang som Folk.
Dette forstod Naturforskeren og Digteren Eggert
O laf s son (1726—1768), med hvem Islands Dæm-
ningstid kan siges at begynde. Drivfjederen i hans hele
Virksomhed var en glødende Kærlighed til Land og Folk,
s°m i smaat og stort lagde sig for Dagen. Han var en
stor Beundrer af Fortiden med alle dens lyse og stolte
Minder, men han var tillige stærkt paavirket af Samtiden
og havde et aabent Blik for de mange Fordomme, som