Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 25

23
Land og Folk, dets Levevis, Sæder og Skikke, dets hele
Tankesæt — men ogsaa dets Brøst og Mangler. Besjæ-
let af en næsten lidenskabelig Kærlighed til Land og
holk havde han tiltraadt sin Undersøgelsesrejse. Men
hvor megen Sløvhed og Elendighed han end havde set
rundt om i Landet, havde dette dog ikke formaaet at
svække hans Kærlighed til Landet eller tilintetgøre
i roen paa dets Fremtid. Tværtimod havde begge Dele
faaet Næring og Bestyrkelse ved, hvad han saa og op-
levede. Han følte sig som Forsynets udvalgte Redskab,
kaldet til at vække sit Folk af den Sløvhedsdvale, det var
nedsunket i, og vise det Vejen fremad mod et herligt,
lysende Maal. Han vilde være en Opdrager for sit Folk,
°g han blev det ogsaa, hovedsagelig ved sine Digte.
Nogen stor Digter var han næppe, skønt han sikkert har
været sit Folks største i det 18de Aarh.; men han var en
Digter, som forstod sit Folk og sin Tid, og blev ogsaa
forstaaet af sit Folk og sin Samtid. I Sammenligning
n’ed den islandske Digtning fra de to foregaaende Aar-
hundreder var Eggert Olafssons Digtnings store Fortrin
uomtvistelige. Han tryller frem for sit Folks Øjne en
ny Jord med Sol og Sommer over Vænge. Der er Sang i
Duften, hvor han færdes. Fuglenes Toner fryder hans
®re, og den storslaaede Natur, de mod Himlen stræbende
hjældtinder i Ødemarkens Ensomhed stemmer hans
Sjæl til dyb Andagt og kalder frem af hans Bryst en
Lovsang til Skaberen, hvis Godhed hans fattige Land dog
skylder saa uendelig meget. Paa en Maade kan man
S1§æ, at al Eggert Olafssons Digtning er en stemnings-
fuld- Kærlighedserklæring til Fædrelandet. Glæden over
°S Kærligheden til hans Fødeø er Grundakkorden i alle
hans Kvad. Rejser han bort fra Landet, kan han ikke se
Joklerne forsvinde i det fjærne, uden at han former et
vemodigt Afskedskvad, hvor han udtaler sin Sorg over