Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Page 26

24
at skulle forlade det og sin dybe Længsel efter saa snart
som muligt atter at kunne »tage det gode Fosterland i
Favn«. Og kommer han udefra, da hopper Hjærtet i
hans Bryst af barnlig Fryd over at se de solbeskinnede
Fjælde rejse sig af Havet. Han maa atter røre Harpens
Strænge til Fædrelandets Pris. Hvad der møder ham af
Liv, idet han nærmer sig Landets Kyster, opfatter han
som Budbringere fra den elskede Moder. Springeren,
som boltrer sig i Havfladen, gør det for at byde Sønnen
velkommen fra det fjærne, og den første Fugl, han ser,
er udsendt fra Hjemmet i samme Ærinde. Ikke at tale
om naar han ser Ildsøjlen staa op af Heklas Top og
farve Himlen luerød — hvem skulde det herlige Fyrvær-
keri gælde undtagen ham ? Det er atter den hulde Moder,
som byder Sønnen velkommen hjem. Allerhelst vilde
han stedse opholde sig hjemme: Det kan maaske synes
lidt mærkeligt, siger han, men det er dog Sandheden,
intet kan maale sig med mine Landsmænds grønne Mar-
ker. Hjemme er og bliver bedst. Saa ensidig som Eg-
gert Olafssons Fædrelandskærlighed er i al sin Liden-
skabelighed, er den dog trods Ensidigheden i Bund og
Grund ægte. Der er ingen hule Fraser i hans fædreland-
ske Digte. Han synger til sit Fædrelands Pris, fordi han
ikke kan lade være. Hvad Hjærtet er fuldt af, løber
Munden over med. Hans Sjæl ligefrem tørster efter at
bibringe sine Landsmænd nogle af de Følelser for sit
Land, han selv er betaget af, noget af den Glæde over
dets Dejlighed, noget af den Tro paa dets Fremtid, som
fylder hans Sjæl, noget af den Kærlighedens Ild, som
brænder paa hans Hj ærtes Arne.
Men ligesom hans Kærlighed til Fædrelandet »ikke
er blot med Ord og Tunge, men i Gerning og Sandhed«,
saaledes skal ogsaa den Kærlighed til Fødeøen være, som
han vil vække til Live i sine Landsmænds Bryst. Det viser