Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Side 27

25
bedre end alt andet hans store, velformede Læredigt:
BunaSarbålkur eller Digtet om Landmandens Liv.
Dn Opsang til Folket, saa kraftig og indtrængende som
denne, er sikkert aldrig, hverken før eller siden, blevet
Sunget paa det islandske Sprog. Det er Landbostanden,
digteren vil faa i Tale; til den især er hans Ord hen-
vendt. For den skildrer han det islandske Landmands-
bvs Herlighed saa skønt, at Læseren betages. Og det er
ikke en Tilfældighed blot, at han henvender sig til Bon-
destanden og besynger Landlivets Herlighed; han ved
°S forstaar, at dér har Nationalfølelsen sine Hjærterød-
der. Lykkes det først at vække den, da er Sejren vundet.
Men Eggert Olafssons Kærlighed til sit Folk er ikke
blot kælende og blidt opmuntrende. Den er som Guds
Kærlighed ogsaa »revsende og haardelig tugtende«,
b'røje Sandheder lader han sine Landsmænd høre. Først
°S fremmest beskylder han den islandske Bonde for Do-
venskab: Han gider ikke røre sig efter noget, der koster
ham en Smule Anstrængelse. Faar han ikke det bedste, saa
kan det være det samme med det næstbedste. Kortsynet-
hed er hans anden Skødesynd. I de gode Aar æder han for
*°> men tænke paa Fremtiden gør han ikke; sanke i Lade,
f°r at have noget at gribe til i de daarlige Aar, det falder
ham ikke ind; da sulter han hellere efter alle Kunstens
Kegler. Han sløser Tiden hen i gold Uvirksomhed, som
°m der aldrig kom en Nat, hvor ingen kan arbejde. Han
handler ilde med Guds Gaver:
En Bonde her, som regnes vil blandt Mænd,
af Herrens Gaver kun med store ta’r
til Takke. Ham det er en afgjort Sag
»af Smuler sig benytte, det er Skam.«
Han foretrækker Søvn med Kuld og Sult
frem for at fange Ryper eller fiske Sild . . .