Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 28

26
Det Bud, vor Herre gav den første Mand:
»Dit Brød du æde i dit Ansigts Sved!«
hos ham har tabt sin Gyldighed og Kraft. —
Naturen selv berede maa hans Mad,
og uden Hænder laves hver hans Ret,
saa glider alting uden Møje ned.*)
Ikke saa underligt at en saadan Dovendidrik tæres
hen af Lede ved Livet og Kedsommelighed.
Naar Herren gavmild signer Mark og Eng
med tifold Grøde, Fjordene med Fisk,
biir Bonden dog tilsidst af alting ked
og utilfreds med Gud og med hans Raad.
Hans Hustru er ikke stort bedre. Under Svanger-
skab bærer hun sig saadan ad, at det er en særdeles
Lykke, om den spæde Skabning, hun bærer under sit
Hjærte, kommer levende til Verden. I Grunden regner
begge Ægtefolk det for en Ulykke, om deres Barn lever.
Thi begges Mening er urokkelig,
at Børn er kun et Kors af Gud paalagt
og Slanger nærede ved egen Barm,
som æder Far og Mor tilsidst ihjel
Deres Gudsfrygt er af tarveligste Slags, hvorimod
Hjemmet præges af den krasseste Overtro.
*) De anførte Stykker af Digtet er for det meste taget efter
en af E. O.s Brodersøn, Etatsraad Finnur Magnusson, med for-
andret Versemaal udført dansk Oversættelse, (»Det islandske Land-
levned«), der er trykt i »Skandinavisk Musæum« III, 1801.