Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 33

3i
Han ønsker af Hjærtet, at enhver Dyrker af Fædre-
nes elskte Jord maatte finde denne samme Forsmag paa
Himlens Gave, som han selv har fundet som Landmand:
Vi sikre Veje have uden Tal
til Held og Lykke, os Gud Herren gav
sit Gode, uden Maal, til Brug bestemt;
af Fjeld, af Dal og Mark, af Hav og Sø
Naturen os tilraaber: »stræb og nyd!«
og lyd din Skabers første vise Bud.
Hvad det gælder om for os, er, at vi ikke ligner hint
Dyr,
der sanker falden Frugt ved Egens Rod
og propper sløvt dens Olden i sin Vom,
men aldrig opad ser mod Træets Top,
hvor Frugten kommer fra.-------
Saaledes viser Eggert Olafsson i sit store Digt sine
Landsmænd, saavel hvordan de e r, som hvordan de b ø r
være- Hvad han vil, er sikkert nok økonomiskRej s-
n 1 n g, ikke blot som Maal, men tillige som Middel —
som Betingelse for Rejsning paa andre Omraader, for
national Rejsning i det hele taget . Thi at en saadan har
foresvævet ham som det sidste store Maal, derom afgiver
hans Digtning i det hele taget mange Vidnesbyrd. Men
det staar klart for ham, at en national Rejsning er og
maa være betinget af den økonomiske: thi under Trykket
af den økonomiske Afhængighed har Befolkningen tilsat
Lroen paa sig selv og sin Fremtid som Folk, ligesom den
under den fortvivlede Kamp for en ussel Tilværelse har
tilsat det meste af sin Kærlighed til de nationale Skatte,
den besidder i Litteratur og Sprog.
Ogsaa paa det sidste har Eggert Olafsson sin Op-