Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Side 36

34
kunde han tænke paa at sætte Bo i sit Hjemland. Dette
skete Aar 1767. Efter sin store Islandsrejse (1752—57)
havde han opholdt sig tre Aar i Danmark for at be-
arbejde det paa Rejsen indsamlede Materiale. Men der-
efter tilbragte han atter fire Aar hjemme paa Fødeøen,
sysselsat med Indsamling af mere Materiale til sit stort
anlagte Arbejde. Dets foreløbige Udarbejdelse tilende-
bragte han under et nyt treaarigt Ophold i København
(1764—66). Først derefter kunde han rejse hjem til
Fødeøen og var nu fast besluttet paa at leve Resten af
sit Liv i sit Folks Midte og hellige dets Rejsning alle
sine Kræfter. Regeringen viste sin Tilfredshed med hans
hidtidige Virksomhed ved det paafølgende Aar (1767)
at udnævne ham til Vicelagmand paa Island, uden at han
havde ansøgt derom. Denne Paaskønnelse af hans Virk-
somhed fra Regeringens Side glædede ham meget.
Samme Efteraar fejrede han sit Bryllup, som han ind-
rettede fuldstændigt efter middelalderligt Mønster. Den
Gaard, han havde faaet anvist som den fremtidige Em-
bedsbolig, kunde han ikke tilflytte før næste Foraar, hvor-
for han tilbragte Vinteren hos en Svoger og Ven, der var
Præst paa Vestlandet. Men hans Landsmænd skulde ikke
faa Lov til at nyde godt af Eggert Olafssons Embeds-
virksomhed, som de havde set hen til med saa store og
berettigede Forventninger. Da han næste Foraar brød
op sammen med sin unge Brud og vilde sætte over den
store Bredefjord for at tage sin nye Bolig i Besiddelse,
begravede en pludselig opkommen Storm Fartøjet i Bøl-
gerne den 30. Maj 1768.
Saaledes endte Eggert Olafssons Saga. Der var Sorg
over det ganske Land, ret en Landesorg for Island, da
det smertelige Budskab om Eggert Olafssons Bortgang
spredtes over Bygderne. Man havde i Førstningen lige-
frem vanskeligt ved at skænke det Tiltro. Det forekom