Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 64

62
skrænket til danske Undersaatter — var sikkert den
største Begivenhed, Island havde oplevet siden Trosskif-
tets Dage i det 16de Aarh. Den hilstes da ogsaa med
Jubel over det ganske Land. Hos ingen var Glæden dog
større end hos den gamle Landfoged paa Vidøe. Der var
da heller ikke nogen i hele Island, der havde større Grund
til Glæde end Skuli Magnusson, uagtet det maatte gaa
ham til Hjærtet at se sin kære Fabrik sammen med de
kgl. Handelshuse sat under Hammeren. Dette maatte jo
følges ad, saa indfiltret i hinanden som de to Ting var
blevet i Aarenes Løb, Handelen og Fabriken.
Sikkert havde Skuli taget Fabrikens Overtagelse un-
der Overvejelse, hvis han havde været yngre af Aar. Men
han var ikke ung mere, midt i Halvfjerdserne, og de
mange Aar i Kamp havde allerede mærket ham. Huslige
Sorger og økonomisk Nedgang havde ogsaa gjort sit til
at bøje den en Gang saa stovte Kæmpe. De sidste Aar
havde en Søn været ham ad jungeret i Embedet, med
Løfte om at blive hans Eftermand. Men da Sønnen gik
bort før Faderen, fandt denne det rettest at trække sig
tilbage fra al Embedsvirksomhed — 82 Aar gammel, og
allerede det næste Aar døde han mæt af Dage.
Uden Tvivl har Island aldrig haft en mere udpræget
Fremskridtsmand blandt sine Sønner end Skfili Magnus-
son. Men havde han ikke samtidig været den ufortrødne
Kampens Mand, han var, havde han næppe faaet udrettet
det, han fik. Thi endskønt man maa sige, at meget mis-
lykkedes for ham, ikke mindst fordi han borede paa for
mange Steder paa en Gang, kunde han dog gaa i sin Grav
med den Bevidsthed ikke at have kæmpet forgæves. Fa-
briken havde vel aldrig givet det Overskud — end ikke
i dens bedste Aar — som Magnusson havde drømt om,
men alligevel har den sikkert været af største Nytte for
den islandske Befolkning som et Slags Industriskole. De