Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 67

65
landene og dermed Efterspørgslen efter den nordiske
Oldtids litterære Mindesmærker. Saa tidlig som i Slut-
ningen af det 16de Aarh. havde Præsten Arngrimur
Jonsson faaet en kongelig Befaling om at samle Haand-
skrifter, som skulde meddeles Historiografen Niels Krag
1 Oversættelse og Uddrag. Og fra nu af forsvandt den
ene litterære Kostbarhed efter den anden ud af Landet.
Jeg skal blot nævne saadanne Kostbarheder som det un-
der Navnet »Codex Wormianus« bekendte Haandskrift
nf Snorres Edda, som Ole Worm fik sendt fra sin island-
ske Ven Præsten Arngrimur, det ikke mindre navn-
kundige Haandskrift af Sæmunds Edda, som Bisp Bryn-
jolfur Sveinsson opdagede og sendte ned til Frederik III,
°g som nu findes i det kgl. Bibliotek, og endelig den ikke
mindre berømte »Flatøbog«, som ogsaa tilstilledes Frede-
rik III af Bispen Brynjolfur. I Begyndelsen af det i8de
Aarh. var da ogsaa de fleste store Skindbøger, som endnu
fandtes i Behold, sendt ud af Landet, og der var næppe
andet tilbage end defekte Eksemplarer, mere eller mindre
usammenhængende Fragmenter og Papirhaandskrifter.
kl en disse blev ogsaa samlede af den berømte lærde Islæn-
ding Arni Magnusson. Han var blevet sendt derop for at
udarbejde en Matrikelbog for Island, og sit tiaarige Op-
hold deroppe benyttede han bl. a. til at samle alt, hvad
han kunde overkomme af Manuskripter, Fragmenter af
saadanne, ja enkelte løsrevne Blade, samt Diplomer ved-
rørende Landets Historie. Et Begreb om, hvad Årni
klagnusson fik udrettet som Samler af Manuskripter,
faar man, naar man læser, at han ved sin Afrejse fra Is-
land 1712 efterlod i sin Ven Biskop J6n Vidalins Værge
Jkke mindre end 5 5 Kasser, indeholdende Manuskripter
°é» gamle Diplomer. Han var da ogsaa gaaet saa grun-
digt til Værks, at da hans Livsgerning var endt, var saa
Jon Hslgasoa: Fra Islands Dæmring-stid. 5