Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Side 68

66
godt som intet tilbage i Landet — og det lidet, der lev-
nedes, er for en stor Del senere forsvundet.
At man fra Islands Side har beklaget denne Afhæn-
delse af vore litterære Skatte i tidligere Tider, er let at
forstaa. Men fra en anden Side set maa der med ligesaa
stor Ret siges, at, var dette ikke sket, var maaske det
meste af alt dette gaaet tabt for Efterverdenen, saadan
som Forholdene var blevet. Maaske netop ved at det kom
ud af Landet, blev det reddet fra Tilintetgørelse. Men
alligevel viser denne Mangel paa Interesse for disse Sa-
ger, som tidligere havde været Befolkningens Stolthed,
hvor langt det var gaaet ned ad Bakke med Islændinge-
nes aandelige Interesser i det hele taget. Og som det
altid gaar, saaledes gik det ogsaa hos os: Idet Interessen
for de aandelige Sysler sygnede hen, oprandt der Van-
kundighedens Tider for Folket med den krasseste Over-
tro og sædelig Slaphed i Følge. Ved Overgangen til det
18de Aarh. og lige ned til dets Midte fyldte Overtroen
endnu næsten hver Afkrog i Landet med Troldmænd,
Hekse og Spøgelser. Man tilskrev Troldmænd og Hekse
snart sagt enhver usædvanlig Tildragelse eller Virkning,
hvis fysiske Grund man i de Tider endnu ikke kendte
eller gjorde sig falske Forestillinger om. Den mistænkte
maatte straks bøde med Livet. Disse overtroiske Forestil-
linger levede ikke blot blandt den uoplyste Almue, men
deltes ogsaa af de dannede. Den utrættelige Foregangs-
mand paa Hekseforfølgelsernes Omraade var Datidens
største Lys i Teologien paa Island Provsten Påll Bjørns-
son til Selårdal, en Mand, der efterlod sig haandskrevne
Kommentarer over adskillige af Bibelens Skrifter og be-
rømmes for sin store Lærdom af fremragende Forfattere
som Historiografen Torfæus og Skålholt-bispen Finnur
Jonsson. Denne lærde gejstlige var saa opfyldt af disse