Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 75

73
paa nogen Maade kunde tjene hans store Formaal at
fremme sit Folks Oplysning og udbrede nyttige Kund-
skaber. Men hans Nidkærhed var ikke altid forenet med
den Forstand, man kunde have ventet fra en ellers saa
forstandig Mands Side. Han var jo en Mand saare rig
paa Idéer—' gode Idéer —; men han tænkte ikke altid til-
strækkeligt paa, om de lod sig realisere i et Land som
Island —•, om de Sædekorn, han saaede, kunde vokse i
den Jordbund, de faldt i. De Skrifter af udenlandsk Op-
rindelse, som han lod oversætte til Islandsk, passede ikke
altid for det Publikum, de var bestemt for; de forud-
satte gærne et højere Kulturniveau, end den islandske Be-
folkning stod paa. Hans Skrifter ledsagedes gærne af
undertiden vel vidtløftige Fortaler, hvor han ofte i alt-
for hvasse Ord svang Svøben over sine Modstandere eller
kritiserede uden Skaansel, hvad der ikke behagede ham
eller af ham henregnedes til Fortidens Barbari, med den
for dette Tidsrum ejendommelige Mangel paa Pietet og
historisk Sans. Hans store Utaalsomhed mod nedarvede
Borestillinger og tilvant Smag frastødte og vakte en
stærk Opposition, som dog havde ret vanskeligt ved at
komme til Orde paa Island, da han jo havde Landets
Trykkerier helt i sin Magt og passede paa som en Smed,
at intet blev udgivet i Trykken, som paa nogen Maade
hunde modarbejde ham i hans folkeoplysende Virksom-
hed. Naar man læser, hvad Magnus Stephensen tillod
Slg at byde sine Landsmænd i sine Skrifter, kan man i
Grunden ikke undre sig over, at Samtiden ikke altid saa
mildt til ham. I et af hans folkeoplysende Skrifter »Ven-
ners Glæde« (Vinaglebi) er der saaledes et Stykke, som
hærer Overskriften: »Promemoria til alle Obscuranter og
Lysets Hadere i Island«, et andet om »Sladdervornhed«,
et ret nærgaaende Digt med Overskriften: »Lysets Fjen-
der« o. s. v. Om nationale Ejendommeligheder skøt-