Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 81

79
et Stød fremad var det Regeringens Tanke, at den skulde
blive Residensstad for Landets højeste Øvrighedsperso-
ner baade af gejstlig og af verdslig Stand. I Aaret 1783
var Bispegaarden i Skålholt blevet fuldstændig ødelagt
ved Jordskælv. Dette førte til, at et kgl. Reskript fra
1785 paabød Bispesædets og tilhørende Latinskoles For-
flyttelse fra Skålholt, hvor Bispesædet havde været siden
Aar 1056, til Reykjavik. At Magnus Stephensen har
haft sin Finger med i Spillet her, er saa meget mere sand-
synligt, som det i Aaret 1785 var blevet overdraget ham
at gaa til Island for som kgl. Kommissær at forestaa Sal-
get af Bispestolens Jordegods og Ændringen af de med
Bispesædets Forflyttelse forbundne Forretninger. Og
fjorten Dage senere er det Magnus Stephensen, som faar
Regeringen overtalt til ogsaa at ophæve Bispestolen paa
Hålar med tilhørende Skole for at forene de to gamle
Bispedømmer til ét for hele Landet og ligeledes faa en
for hele Landet fælles Latinskole oprettet i Reykjavik.
At saaledes to af Islands ældste og folkeligste Institutio-
ner saa at sige med et Pennestrøg blev udslettet, og tilmed
uden at selve Bispesæderne Skålholt og Holar med de
dertil knyttede historiske Minder søgtes bevaret som of-
fentlig Ejendom, egnede sig ikke til at gøre Magnus
Stephensen populær i Island. Især var Nordlændingene
meget harmfulde over den Behandling, der var overgaaet
dem, idet deres største Prydelse, Bispestolen med tilhø-
rende Latinskole, blev nedlagt. Men der hjalp ingen
Protester. Historisk Sans og Pietet var nu en Gang ikke
Datidens Kendemærke. Men fremfor alt fik M. St. høre
ilde for sin Medvirken til Altingets •— denne Islands
ærværdigste Institutions — Forflyttelse fra Thingvellir
ved Øxaraaen (hvor det havde staaet i 870 Aar) til Rey-
kjavik, hvorved det jo fik sit Dødsstød. Thi to Aar
senere blev det fuldstændig ophævet —■ sikkert ifølge et