Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 83

8i
af Englænderne indsatte Styrelse i Landet, kan heller ikke
lægges ham til Last. Grev Trampe var jo hovedkulds
rejst ned til Danmark for at indgive Klage over det fore-
faldne, og Stephensen var jo af alle islandske Embeds-
mænd i de Tider den, der sad inde med de fleste Betin-
gelser for at kunne varetage Landets Interesser til Gavn
for Befolkningen, saa yderst uheldig stillet som den var
i de Krigsaar.
Den Modstand og den Uvilje, Stephensen havde mødt
fra sine Landsmænds Side i Begyndelsen, blev, eftersom
Aarene gik, stedse mindre. Hans ufortrødne og helt
igennem uegennyttige Bestræbelser til Oplysningens
Lremme maatte tilsidst aftvinge hans Landsmænd, ogsaa
hans Modstandere, fortjent Anerkendelse. Og da han
71 Aar gammel gik i sin Grav, var han almindelig aner-
kendt som sit Lands betydeligste Mand i den Tid. Den
samme Anerkendelse har ogsaa Efterslægten ydet ham.
Hans Minde lever endnu deroppe i taknemlig Erindring
om en Mand, der elskede sit Land og Folk, for hvis Frem-
gang han med stor Indsigt og utrættelig Iver arbejdede
hele sit Liv. Den Sæd, han maalbevidst udsaaede, har
sikkert baaret Frugter og bidraget til at vække Befolk-
ningen og aabne dens Øjne for de Opgaver, der ventede
den.
Blandt Magnus Stephensens allerbitreste Modstandere
bør i denne Sammenhæng den førnævnte Digterpræst
Jon Thorlåksson (1744—1819) til Bægiså kortelig
omtales. Skønt han hverken nød Anseelse som Kirkens
Mand eller Statsborger, har sikkert ingen af Stephensens
samtidige Modstandere gjort den mægtige Justitiarius
mere Fortræd og med større Held modarbejdet ham end
denne ludfattige Digterpræst med sine af den mest bi-
dende Satire og nærgaaende Vid prægede Digtninge. Som
Jon Helgason: Fra Islands Dæmringstid.
6