Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 87

IV.
Allerede medens Magnus Stephensen endnu stod i
sin kraftigste Alder, var den Aandsretning og Livsan-
skuelse, han var Talsmand for, om ikke et tilbagelagt
Stadium saa stærkt paa Retur ude i de store Kultur-
lande. Det har jo som Følge af Islands Beliggenhed
været dets Lod i Tidernes Løb som oftest at være mindst
en Menneskealder bag efter andre Landre — og var det
ikke mindst i de Tider, saa slet som Kommunikationen
med Omverdenen var. Man kan da ikke andet end un-
dre sig over, at allerede saa tidligt som 1812 har den nye
idealistiske Aandsretning faaet en varm og begejstret
Repræsentant paa Island i den unge Digter Bjarni Thor-
arensen (1786—1841), Assessor i den kgl. islandske
Landsoverret og saaledes selve Magnus Stephensens Kol-
lega. Bjarni Thorarensen, som ved Siden af Jonas Hall-
grimsson med Rette regnes for Islands ypperste Digter
i det 19de Aarh., tilkommer Æren for at have indført Ro-
mantikken i den islandske Litteratur. I en heldig Stund
var han som kun 16-aarig Student kommet ned til Kø-
benhavn for at studere Jura, just som de nationale Fø-
lelser hernede efter Slaget paa Reden var kommet i stærk
Bevægelse, og Steffens’ berømte Forelæsninger med deres
hvasse Angreb paa Oplysningstidens kolde Rationalisme
endnu var i frisk Minde og Genstand for den mest le-
vende Debat. Den purunge og begavede islandske Stu-