Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 88

86
dent blev da også hurtig grebet af den nye idealistiske
Aandsretning, som især aandede ham i Møde fra Øhlen-
schlægers da lige udkomne Digte. Den helt nye Livs-
anskuelse, som den idealistiske Aandsretning førte med
sig, tiltalte hans dybt religiøse Gemyt. Han følte sig
der ligesom hensat i en ideal Verden, omgivet af et evigt
Foraar, der gav ham et lyst Syn paa Livet og Mod og
Kraft til at binde an med dets Opgaver. Han tog fat
paa sine Studeringer og tilendebragte dem med Hæder i
Løbet af tre Aar, idet han knap tyve Aar gammel ab-
solverede sin juridiske Embedseksamen. Men allerede
den Gang var Digteraanden vaagnet i ham med fuld
Kraft, og den Sang »Eldgamla Isafold«, der siden har
været Islændingenes Nationalsang, var født Aaret i For-
vejen, medens han endnu gik i sit 19de Aar.
Som den 7 Aar ældre Øhlenschlæger følte Bjarni
Thorarensen sig stærkt tiltrukket af den minderige For-
tid og dens Helteskikkelser, som han kendte fra sin
tidligste Barndom. Hans Barndomshjem havde jo staaet
i det minderige Herred, hvor netop Sagatidens ædleste
Skikkelser havde levet, en Njåll, en Skarphjedinn, en
Flosi og frem for alt Gunnar. Gunnars berømte Gaard
H 1 i S a r e n d i havde været Bjarni Thorarensens Barn-
domshjem. Hvor kunde han andet end indsuge noget af
Sagatidens Helteaand under Opvæksten i disse Omgi-
velser saa rige paa stolte Minder? Han var i det
Stykke ulige heldigere stillet end den samtidige Øhlen-
schlæger, som, da han fik sin Kaldelse, maatte sætte sig
hen med Grammatik og Leksikon for at studere Islandsk,
for af selve Kilderne at kunne berige sin Aand.
Det ligger nær at sammenligne Bjarni Thorarensens
Digtning med den samtidige danske. Intet havde været
naturligere, end at den sidste var kommet til at sætte sit
Præg paa den unge Islændings Lyrik. Men det har den