Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 90

88
»Men kan dine Børn ej mod Siethed du vare,
bliver de usle og slimede Kryb,
ned i dit Leje det gamle du fare,
Fosterland, atter i Vandenes Dyb.«
(Olaf Hansens Overs.).
Det minder om det gamle Ord: »Hellere dø med Ære
end leve med Skam.« Sit Fødelands storslaaede Natur
er han stærkt grebet af, og hvad der især tiltaler hans
Aand saa vel i Naturen som i Menneskelivet er det kraf-
tige og stærkt udprægede. Hans Naturdigte gaar aldrig
paa Melodien »Der er et yndigt Land«. Sans for det
idylliske har han kun lidt af. Dette fremgaar med al
Tydelighed af det førnævnte Digt »Eldgamla fsafold«,
som — jeg havde nær sagt desværre — i Tidernes Løb
er blevet ophøjet til Nationalsang — hvad kun Digtets
første og sidste Vers berettiger til. I denne »Skaalsang«
for Island udtaler den ungdommelige Digter (han var
jo den Gang kun 18-aarig Student) med Henblik paa
Danmark: »Et Land foruden Bjærge keder os, og dets
Taageluft viser sig tidt at være sundhedsfarlig; dette
Land forekommer mig altid at være af uskønt Ydre,
nærmest som et Ansigt uden Næse og Øjne«. Nogen
Sans for Naturidyl kan den Digter ikke have, som ikke
faar mere ud af Danmarks Natur, end der fremgaar af
disse Udtalelser, hvis han da i det hele taget, da han
skrev Digtet, har kendt stort mere af Danmarks Land end
København med Forstæder.*) Men forstaar Bjarni
Thorarensen sig kun daarligt paa det idylliske, saa er
*) løvrigt føler jeg mig forvisset om, at Bjarni Thorarensen
skulde paa det kraftigste have frabedt sig den Ære at se netop
dette Digt ophøjet til Nationalsang, ligesom jeg ogsaa kan tilføje,
at saa ofte »Eldgamla Isafold« synges i Island og af Islændinge,
hvor i Verden de end forsamles, da skal det aldrig ske, at de for
Danmark saa lidet smigrende Vers medtages.