Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 91

89
han saa meget des større Mester i Skildringen af det stor-
slaaede, det vældige, det gigantiske. Et vulkansk Ud-
brud med Flyveaske, Jordskælv og andet Tilbehør mag-
ter han at udmale paa Vers trods nogen, og en Vandstyrt-
ning (jokulhlaup) fra en Jøkel skildrer han saaledes, at
man læser det med Gysen i alle Lemmer. For at skildre
sine Naturindtryk er han ret tilbøjelig til ligesom at le-
gemliggøre dem. Et slaaende Eksempel herpaa er hans
Digt kaldet »Veturinn« (Vinteren):
Hvem rider saa brysk
paa hin Bro af Guld
over højen Himmel?
Hesten er snehvid.
Væligt den ryster
sin Rimsølvmanke;
fra dens Staalsko springer
sprudende Gnister.
Hans Brynje glitrer,
graa er dens Lød;
et Skjold af Is
om hans Axel hænger,
Sværdet svinger,
svaler Luften;
Nordlys vajer
og vugger paa Hjælm.*)
Størst er Bjarni Thorarensen dog maaske i sine Min-
dedigte over afdøde samtidige. Her fremtræder han i Al-
mindelighed som en Sjælekender af høj Rang. Med en
storslaaet Virtuositet skildrer han den menneskelige Na-
tur, især som den fremtræder hos ejendommeligt ud-
prægede, fra det dagligdags afvigende Personligheder —
og hos de saakaldte Lykkens Stifbørn. Klassisk i saa
Henseende er hans Mindedigt over Lægen Oddur Hjal-
talin, der findes i en fortrinlig dansk Gengivelse af Olaf
Hansen. Det lyder saaledes i den danske Dragt (med
Udeladelse af nogle Vers):
Ingen har Dadel Legemet flænget
for den, der ligger af Lavaøkser,
under Klipper pint hvis ej han raaber
nied knuste Lemmer, i Rytmetakt.
') Olaf Hansens Oversættelse.