Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Side 92

90
Ingen det undre,
om op der vokser
de særeste Skud,
naar de spirer af Jord,
som Kummerens Hede
hærger forneden,
og Graadens Udregn
foroven væder.
Thi fra han var Barn,
til Barnet blev Mand,
vendte sig fra ham
Verdens Lykke.
Altid fattig
han færdedes ude;
naar hjem han kom,
sad Kummeren der.--------
Og ej man dadle
Oddur Hjaltalin,
forarged hans Ord
end ofte mange.
Isblomster var de,
avlet i Dødskulde —•
Dødsblomster, saaet
af Sorg, der lo.
Men du, som let
ad Livets Strøm
sovende driver
mod Dødens Munding,
last ikke Laksen,
der Legemet tvinger
Strømmen imod,
over Fosse springer.
Bjarni Thorarensens Forhold til sin overordnede Kol-
lega den mægtige Justitiarius Stephensen maatte blive
noget spændt, saa yderst forskellige som de to Jurister
var saa vel med Hensyn til Karakter som til Tænkemaade
og Livsanskuelse i det hele taget. En saa udpræget Idea-
list som Bjarni Thorarensen var jo i Følge hele sin kul-
turelle Opdragelse en ligefrem selvskrevet Modstander af
en Oplysningens Repræsentant af Magnus Stephensens
Art og Beskaffenhed. De to maatte blive Uvenner, og de
blev det da ogsaa. Magnus Stephensens totale Mangel paa
Respekt for sit Folks nationale Ejendommeligheder var i
omtrent alt, hvad han foretog sig, saare iøjnefaldende.
Han vilde med Vold og Magt paanøde sine Landsmænd
en Aandsretning, fremspiret af en helt fremmed Jordbund
under ganske andre Forudsætninger, end der her var til-
stede. En saadan Forsyndelse mod det nationale kunde
ikke tiltale en saa nationalt sindet Aand som Bjarni Thora-
1