Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 97

95
han, som det synes, uigendrivelige Grunde, saa vel af
historisk som af praktisk Art, for at Island dels havde
Fordring paa, dels ingen Nytte kunde have af andet end
en egen islandsk Stænderforsamling. Hvad skal de Is-
lændinge til Roskilde for? De er jo hverken Sjællændere
eller Lolliker! De er ikke engang danske! Har Rege-
ringen indset det naturlige i, at forskellige Landsdele og
forskellige Interesser følges ad, — er det i sin Orden,
hvad det jo uimodsigeligt er, at Holstenere, Slesvigere,
Jyder og Øboer faar hver sine Stænder, — hvorfor da
ikke ogsaa Islændingene? Hvorfor vil man slaa dem i
Hartkorn med de danske Østifter, som om der var nogen
fælles Interesser? — Endvidere maatte den trufne Be-
stemmelse om Islands Repræsentation i Østifternes
Stænderforsamling siges at være meget upraktisk. Den
meget uheldige Postforbindelse mellem Island og Dan-
mark gjorde Ordningen til næsten en Umulighed. Ende-
lig lagde Sproget ogsaa Hindringer i Vejen. Man havde
vel ikke glemt paa allerhøjeste Steder, at de Islændinge
talte et eget Sprog, ret forskelligt fra det danske, og at
de færreste kunde udtrykke sig paa Dansk. Det hjalp
ikke, at de islandske Repræsentanter optraadte paa Is-
landsk dernede i Roskilde. Den høje Forsamling vilde
ikke forstaa et Muk. De var saaledes nødt til at udtrykke
sig paa Dansk Men hvad betød det? Det betød ligefrem,
at Valget af disse islandske Repræsentanter slet ikke var
frit. Det var hovedsagelig kun Folk af Embedsstanden,
der kunde udtrykke sig paa Dansk, altsaa maatte kun saa-
danne vælges, om Befolkningen end aldrig saa gærne øn-
skede netop andre valgt som Landets Repræsentanter. —
Kort sagt: Den trufne Ordning var uretfærdig, upraktisk
°g umulig, mente Baldvin Einarsson. En egen Stænder-
forsamling derhjemme var det eneste, der var nogen Me-
ning i. Og det gamle Navn »Althing« maatte den For-