Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Side 108

io6
Morgen- og Aftensange. Der er altid Fare for, at Duft
og Farve fortoner, naar saadanne Digte gengives i et
fremmed Sprog, og Gengivelsen faar i Sammenligning
med Originalen størst Lighed med en tørret Plante. Saa
meget mere Grund har man derfor til at forbavses over
de Forsøg, der er gjort af Aarhusdigteren Olaf Hansen
paa at gengive nyislandsk Lyrik paa Dansk. Men jeg tror
da heller ikke, der findes nogen Udlænding, som med blot
tilnærmelsesvis saa stort Held som denne danske Forfat-
ter har formaaet at tyde islandsk Digtning for fremmede
Læsere. Noget vil der naturligvis altid mangle, men jeg
tror dog, man maa sige, at f. Eks. i Gengivelsen af Jonas
Hallgrimssons vældige Naturdigt »Fjallib Skjaldbreibur«
er det lykkedes Oversætteren at faa med en god Del af
den vidunderlige Duft og betagende Kraft, der er over
dette herlige Digt, som vistnok er ret enestaaende i Nor-
dens Lyrik. Jeg kan ikke nægte mig den Glæde at anføre
følgende to Vers:
Hvidt i Sneflorssløret skinner
Fjældet, alle Fjældes Fjæld.
Blaat gennem brede Heder rinder
frem derfra et Lavavæld.
Alt for længst har nu den vrede
Ildgud her sin Støbning endt.
Ej for intet, buletbrede
Skrækkens Skjold, dit Navn er kendt.
Hvem har denne Daad bedrevet?
Ingen Borg blev bygt saa vel.
Baal, der størknede, er blevet
frie Mænd et Bjærgkastel.
Det har Herrens Haand den svare.
Ja, mit Barn, den Haand er stærk.
Iblandt alle mægted bare
Gud og Ild det Underværk.