Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 109

107
Af alle Jonas Hallgrimssons Digte ex- »Gunnarsholmi«
hans uimodsigelig største Bedrift i rytmisk Henseende og
samtidig uden Tvivl den nyislandske Digtnings i det hele
taget. Som i det før omtalte Digt »Island«, behandles
Modsætningen mellem Fortid og Nutid ogsaa her. Tyng-
depunktet er dog blevet et andet. Synet af et hærget Land,
som engang var baade rigt og frodigt, volder Digteren
Sorg og Smerte. Motivet er laant fra »Njåls-sagas« ve-
modige Skildring af den fredløse Gunnar fra Hlibarendis
Afrejse fra Hjemmet. Som bekendt afbrødes Heltens Ud-
færd, ved at hans Hest snublede, hvorved Rytteren kom
til at se tilbage op mod Liens grønne Skrænt, hvor hans
elskede Gaard vinkede ad ham.
»Fager er Lien, saa at jeg aldrig har set den saa
fager,« udbryder Gunnar, og — Bortrejsen er med det
samme opgivet.
»Gunnarsholmi« foreligger i tvende danske Oversæt-
telser, en ældre fra Carl Rosenbergs Haand, og en af
nyere Dato fra Olaf Hansens, begge to saa vellykkede,
som man kan vente det. Hvad der især interesserer i
denne Sammenhæng, er ikke saa meget Skildringen af den
historiske Begivenhed (som mange maaske vil foretrække
at læse i selve Sagaen) som derimod Slutningen af Digtet,
hvor Digteren vender sig fra Fortiden til Nutiden, hvor
det hærgede (en Gang saa dejlige Land) skriger ham i
Møde — her gengivet efter Carl Rosenbergs Oversættelse.
Hvor Agre dækked før den vide Vold,
vildt over Sande Tværaas Bølger fraade,
de gamle Fjælde se, i fattig Old,
den fagre Dalbund ødt af Vande kaade.
Dværgen er flyttet, død er Klippens Trold,
i Dvale ligger Folket, stedt i Vaade;
men længe har en lønlig Kraft omskanset
den lave Holm, hvor Gunnars Udfærd standsed.