Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 112

IIO
nye Orddannelser, om nye Bøger i Ind- og Udland, om
Udgivelse af Oldskrifter. Men samtidig skriver han
større Afhandlinger om specielle Emner, f. Eks. »om Is-
lands tiltagende Folkemængde«, »om den islandske Litte-
ratur«, »om Gaardes Bygsel, Behandling og Udtægt«, »om
Althingets Genoprettelse og Ordning«, »om den islandske
Handel« o. s. v. Og alle disse forskellige Materier afhand-
les med den største Grundighed og en ualmindelig Sag-
kundskab.
Den saa ildfulde og energiske Tåmas Sæmundsson var
den mest udprægede Hader af alt Sløseri og Uvirksom-
hed. Han kan ikke taale at tænke paa, at den, Gud har
givet gode Evner, lader dem henligge ubenyttede. Ingen
af Jesu Lignelser berøres i hans trykte gejstlige Taler saa
ofte som den om de betroede Talenter. Allerede i sin lille
danske Afhandling giver han ondt af sig over for en Mand,
som han dog beundrede saa meget som Bjarni Thoraren-
sen. Han udtaler her sin dybe Beklagelse over, at Digte-
ren ikke synes at agte tilstrækkeligt paa sit Kald i Muser-
nes Tjeneste. »Forstaar han da ikke, at Digtere som Mo-
liére, Milton og Klopstock, Holberg og Ewald have gjort
mere for Fædreland og Verden end Napoleoner, mere for
Sæder og Religion end Tusinder Gejstlige. Ikke at be-
nytte og udvikle et saadant Talent er at foragte den her-
ligste af alle Guds Gaver, er ligefrem at fornærme Poe-
siens hellige Aand«. I adskillige af sine Fjølnir-artikler
læser han den islandske Embedsstand Teksten. Han be-
skylder den for alt for stor Magelighed og Uvirksomhed,
for Mangel paa Interesse for Almenvellet, for Sløseri i sin
Embedsførelse. Præstestanden bebrejder han dens fuld-
stændige Gaaen op i jordiske Gøremaal, dens aftagende
Interesse for boglige Sysler, dens Aandløshed, dens Uvi-
denhed, som Følge af at den ikke læser tilstrækkeligt og
forsømmer at anskaffe de litterære Nyheder, som frem-