Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 114

112
halve af Indtægterne af Turen i Sognets Kasse. Saa hav-
de de da noget at staa imod med, hvis det skulde knibe
en anden Gang.
Men hvad Tomas Sæmundsson ikke taalte hos Folk i
Almindelighed, det kunde han heller ikke udstaa, naar
han stødte paa det hos sine Venner. Det fik hans køben-
havnske Medudgivere af Aarsskriftet at erfare. Han var
ikke fuldt tilfreds med sine Værkfæller dernede. Tids-
skriftet blev jo trykt og udgivet nede i København, men
dets bærende Kraft sad ude paa Island. Han havde da
maattet betro sine Venner dernede Ledelsen af Tidsskrif-
tet. Men da nu Tomas Sæmundsson ikke alene var Fore-
tagendets bærende Kraft, men ogsaa den, som økonomisk
holdt det oppe, havde han jo al Grund til at vente, at hans
Vilje og Ønsker med Hensyn til Valget af Stof til Tids-
skriftet i hvert Fald til Dels blev respekteret. Men det syn-
tes han ikke, Værkfællerne gjorde tilstrækkeligt. At de
ikke besad hans praktiske Sans eller hans rødglødende
Energi, det var uheldigt, men ingenlunde det værste.
Skade gjorde det naturligvis, naar de ikke sørgede for at
have Tidsskriftet saa tidligt færdigtrykt, at det kunde af-
gaa til Island med de danske Handelsskibe om Foraaret,
hvilket skete mindst to Gange. Det værste var, at de gode
Venner ogsaa viste deres manglende praktiske Sans ved
Stofvalget til Fjølnir. I Stedet for at lægge Hovedvægten
paa folkeopdragende, økonomiske og socialpolitiske Af-
handlinger, som sigtede paa at vække Nationalfølelse og
Selvstændighedstrang, ophjælpe Næringsvejene, forbedre
Handelsforholdene o. s. v., vilde hans københavnske Med-
udgivere lægge Hovedvægten paa at højne den almindelige
Dannelse, rense Sproget, forbedre Smagen o. s. v. Selv-
følgelig havde Tomas Sæmundsson ingenting at indven-
de imod dette i og for sig; men i Sammenligning med det
andet var det for Bisager at regne. Dette førte til ret