Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Síða 115

stærke Rivninger mellem Tomas Sæmundsson og hans
Venner i København. Han beskyldte dem for Uvirksom-
hed og Sløseri, for doktrinær Videnskabelighed, æstetisk
Fornemhed og Pedanteri, hvorved de forskellige Opgaver,
Tidsskriftet havde sat sig, hemmedes i Steden for at
fremmes. Da han kvitterer for Modtagelsen af Fjølnir
1838, som bl. a. bragte Jonas Hallgrimssons dejlige »Gun-
narsholmi«, skriver han ret betegnende til Vennen: »Hvad
dit Digt angaar, skal jeg ikke kunne sige noget om det, for
jeg har ikke læst det.« Denne Udtalelse har en tydelig
Adresse. .Den skal ingenlunde sige, at Tomas Sæmunds-
son ikke har Sans for en Jonas Hallgrimssons Digtning;
han satte tværtimod megen Pris paa den. Men det var
ikke for ham i hans Kamp for sit Folks Opkomst og
Fremgang det, der trængtes mest til. Og naar hans Ven-
ner til Gengæld som Svar paa Tiltale dadlede ham for en
skødesløs Behandling af Sproget i de nedsendte Artikler
og Afhandlinger, gav han til Svar, at ogsaa i det Stykke
kunde man gaa for vidt i sine Krav. Sproget var dog
kun et Middel for Tanken. »Lær først Folk at tænke, saa
lærer de nok efterhaanden at tale.«
Det vil ikke kunne nægtes, at Tomas Sæmundsson var
med Aarene blevet lidt pirrelig i Sindet. Hans Helbreds-
tilstand havde uden Tvivl nogen Skyld deri. Og den var
ikke blevet bedre med Aarene. Hans virkelystne Aand
undte ham sjælden den Hvile, hans svage Legeme saa
haardt behøvede. Blodspytningsanfaldene blev mere og
mere hyppige. I et Brev fra 1840 gør han sin Ven Kon-
råd Gislason Undskyldning for, at han har maattet sju-
ske en fremsendt Afhandling af; han har ikke kunnet
skrive mere end tre Linier ad Gangen uden at hvile, thi
saa strømmede Blodet ham ud af Munden. Det gjaldt da
for ham om blot at faa Tankerne hurtigst mulig fæstede
paa Papiret ligegyldigt i hvilken Form. Fra September
Jon Hslgason: Fra Illands DæmrJngslid. 8