Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 116

1840 var han den meste Tid sengeliggende. Den 11te
Septbr. slutter han sit Brev til en af Vennerne i Køben-
havn med disse rørende Ord:
»Jeg har saa ondt ved at skrive liggende paa Siden.
Gud ved, om det ikke bliver sidste Gang, du modtager
en Skrivelse fra mig. Men hvorom al Ting er: Jeg beder
dig og eder alle: Tænk paa Island, og lær eders Børn og
Børnebørn at gøre ligesaa; da mærkes det mindre, om vi,
der er ældre, rykkes bort.«
Ud paa Efteraaret blev det lidt bedre igen med ham.
Han maatte rigtignok som oftest holde Sengen, men lænet
op til sin Hovedpude kunde han arbejde med sin Pen.
Han kunde ikke lade være med at arbejde. Der var saa
mange Ting, som brændte ham i Sjælen, og sine Tanker
om dem maatte han betro til Papiret. En stor Glædens
Dag oprandt for den dødssyge Fædrelandsven, da han ud
paa Efteraaret modtog Efterretningen om det kgl. Mani-
fest fra Kristian den Ottendes Haand om Althingets Gen-
oprettelse. Denne frydefulde Efterretning virkede paa
ham som den kraftigste Medicin. Og straks tog han fat
med sin Pen for at give sit Besyv om den Ordning af det
fremtidige Althing, som for ham var den ønskeligste.
Samtidig skrev han paa to andre vægtige Afhandlinger —
det meste sengeliggende. Ved Juletid 1840 følte han sig
saa vel, at han ikke blot var oppe et Par Uger, men endog
forrettede Gudstjeneste i sin Kirke Nytaarsdag. Men det
blev ogsaa hans sidste Gang op paa Prædikestolen, thi
midt under Prædikenen svigtede Stemmen ham aldeles,
saa han maatte slutte paa Halvvejen. Fra nu af svandt
Kræfterne mere og mere hen. Men da den sidste lange
Sygdomstid var saa lidet smertefuld, kunde hans virke-
lystne Aand blive ved med at arbejde det meste af Tiden.
Bl. a. arbejdede han i Sengen med et Manuskript Lejlig-
hedstaler, som skulde udgives i Trykken ud paa Foraaret,