Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Qupperneq 118

ii6
saa uventet som baade Eggert Olafssons i sin Tid og Bald-
vin Einarssons. Han havde jo i aarevis været en døds-
mærket Mand. Alligevel føltes hans saa tidlige Død som
et smerteligt Tab af hans Landsmænd, saa vel af Venner
som af Modstandere, — ja dobbelt smerteligt, som det ved
hans Bortgang maatte staa klart for enhver, som kendte
Tomas Sæmundsson, at han havde i et og alt levet for sit
Land og sit Folk, dets Lykke og Fremgang og i uegen-
nyttig Kærlighed helliget dette alle sine Kræfter.
Taknemmelige Landsmænd rejste da ogsaa den bort-
gangne Fædrelandsven en smuk Mindesten paa hans Grav,
og endnu lever deroppe Mindet om ham som en af Islands
største og mest helstøbte Personligheder i det 19de Aar-
hundrede.
Kun fire Aar fik Jonas Hallgrimsson overleve sin Ven
og Arbejdsfælle. Ved et Fald ned ad en Trappe i sin
Bolig i København kom han i Maj 1845 til at brække sit
Ben; nogle Dage senere stødte der Koldbrand til, der hav-
de Døden til Følge.
Med de to Venners Bortgang var Tidsskriftet Fjølnirs
Skæbne beseglet. Det gik ind med sin niende Aargang.
Dets Mission kunde da ogsaa siges at være endt, for saa
vidt som det Maal, det i Begyndelsen havde sat sig, var
naaet trods megen Modstand i de første Aar. Det var
virkelig lykkedes for Udgiverne at »gennembryde Dæm-
ningerne og lede Folkets Livsstrøm fremad«. Folkets
Nationalfølelse — dets nationale Selvbevidsthed — var
virkelig vaagnet. Dæmringstiden kunde nu siges at være
forbi, og Dagen brød frem — den Arbejdets Dag, der
skulde bringe det knapt hundrede Aar i Forvejen saa dybt
fornedrede og forarmede islandske Folk saa megen Frem-
gang paa saa godt som alle Omraader, men tillige den
Kampens Dag, hvor Trangen til at hævde sig selv na-