Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Side 15

11
er, da en okonomisk Opmaaling aldrig er blevet foretaget.
Sagen er den, at paa Landbrugets nuværende Stadium,
kan Arealet aldeles ikke tjene som Maalestok for, hvor
beget Ejendommen er værd. For det forste er det som
°ftest en Del af Arealet, som er af ringe Værdi Grus-
barker, Stenskred, Klipper etc., og for det andet er det
andre Forhold, end ligefrem det dyrkbare Areals Storrelse,
s°m har en lige saa stor Interesse ved Ejendommens
Vurdering, s. s. Tunets Storrelse, Beliggenheden, Trans-
portforhold, Bygninger osv.
Som Regel kender enhver Landmand dog ret nojagtig,
hvor hans Skel ligger. Det er som oftest enkle Linier,
bellem Klippblokke, huje Tuer, Hoje eller andre Natur-
genstande, hvor Elve, Bække eller Fjeldrygge ikke danne
naturlige Skel. Dette var dog ikke Tilfældet for i Tiden.
Folk laa i evig Kiv og Trætter om Skellene, som ret
naturligt er, da det tit var baseret paa Folks Hukommelse,
hvor Skellene var. Store Partier mellem forskellige Gaarde
^a hen, som et Slags „ingen Mands Land“. („prcetuland“■)
fordi der var to, som vilde hævde Ejendomsretten derover.
For henved 40 Aar tilbage blev dette tildels ordnet
ved Lov, hvor det blev bestemt, at alle disse Trætter og
Fvistemaal skulle tages op til Behandling og endelig
-^fgSrelse. I de Aar blev mange Trætter bilagt mellem
stædige Naboer.
For Oversigtens Skyld kan Landejendommenes Areal
henregnes til 3 Katego rier I Benyttelse
L Tunet el Hjemmemarken, den dyrkede Græs-
mark, der som Regel faar Godning hvert Aar, og er
fortrinsvis bevokset med Græsser.
2. Engene, Græsmarker eller Moser, som bliver
slaaede, hvert eller hvert andet Aar, men ingen Godning
eller Behandling faar, undtagen de faa Steder, hvor man har
Vandingsenge. De ligger som oftest spredt vidt omkring
indenfor Ejendommens Enemærker. Vegetationen er hoved-
sagelig Halvgræsser og Græsser men ellers er den hojst
forskellig, saa forskellig som den i det hele taget kan være.