Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Side 21

17
fortrinsvis Fastmarksjord. Ren Mosejord, vaad og meget
8ur, kan ikke være i Tunene, da det er nødvendigt, at
bærer Græsser, men ikke Halvgræsser. Den aarlige
Ovengodning faar beller ingen Indflydelse paa Plante-
væksten, paa mosgroede vaade Arealer. Dræning og Ud-
tørring af Moser til Dyrkning og Inddragelse under Tunet
har meget lidt været praktiseret, og slet ikke for i de
senere Aar af nogen Betydning.
For i Tiden, medens Arbejdskraften var billig paa Fredning
Island, og der ingen folelig Mangel var paa Arbejdsfolk,
var den storste Del af Tunene indhegnede. Det var
længe for Pigtraadens Tidsalder. Man indhegnede den
Gang med Jordvolde eller Stengærder. Disse var ret
forgængelige og krævede stadig Pasning. I det forrige
-^århundrede var det gaaet saa meget tilbage med dem,
a! en stor Del af Tunene laa uden nogensomhelst Ind-
hegning. Fra den Tid om Foraaret, da Græsset begyndte
at gro, og indtil Hohosten. maatte man have én til at
vaage om Natten, for at passe paa at Faar og Heste
’kke græssede paa Tunet. Engene maatte ogsaa passes,
saafremt dette kunde lade sig gore. Mange Steder er
disse dog saa spredte omkring i mellem Græsgange, at
der aldrig kan være Tale om nogen effektiv Fredning
for deres Vedkommende. Ved Fredning af Tun og Enge
har man en uvurderlig Stotte i de islandske Hunde, som
kan tumle med saa vel Heste som Faar og jage dem i
den Retning, man peger.
I de sidste Aartier, indtil Krigens Begyndelse, har
Ligtraadshegnene faaet Indpas, mere eller mindre, i alle
Landets Egne. Forst og fremmest har man slaaet Hegn
omkring Tunene, men mange Steder har man indhegnet
Lagene med, el. en Del af dem. Hvor Gaardene ligger
^ed ret smaa Mellemrum langs med en Fjeldskrænt, har
man flere Steder slaaet op et sammenhængende Hegn
e! Stykke hojere oppe til Fjelds, end Tunene ligger,
Parallelt med Fjeldryggen, der frembyder en naturlig
indring paa den anden Side. Paa denne Maade kar
Valty'r Stefånsso n: Det islandske Landbrug. 2