Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Qupperneq 22

18
Grodning-
Faare-
g,ddning,en
som
Brændsel
mange Gaarde faaet en fælles stor Fold til deres Husdyr,
hvad der gor, at de er fri for i den travle Tid at være
bekymrede for Tun og Enge. For at lette Indkob af .
Materiale til disse Hegn, har den isl. Regering forestaaet
fælles Indkob af saadanne, ligesom de er blevet under-
stottet ved billige Laan.
Indtil de sidste Aar bar det været den gængse Regel,
at det Hii, som hostes paa Tunene, den saalcaldte „toda“
(9. af „tad“ = Godning; det IIo som hostes af godet
Land) hovedsagelig blev brugt til Foder for Malkekvæg-
Det meste af den Godning Tunene faar, er saaledes
Kogodning. Hestene er de Husdyr, man fodrer mindst.
Ikkun de faa Heste, der bruges i Vinterens Lob, faar
Ho af bedre Kvalitet; Storstedelen af dem gaar ledige,
skotter sig for det meste selv og faar det daarligste
Foder. Hestegodning findes derfor i ringe Mængde, og
den bruges fortrinsvis til Haver. Faaregbdningen, der er
den kraftigste Godning man har, den bedst opbevarede,
kommer kun i Betragtning der, hvor tilstrækkelig Brændsel
kan faaes ad anden Vej, saa at denne kan undværes som
Brændsel.
For i Tiden interesserede Folk sig i Almindelighed
ikke saa meget for Jordens forogede Dyrkning, at de
skænkede det en Tanke, at man burde gore sig Ulejlighed
for, at undgaa at brænde Faaregodningen. Dette var
Landets Skik, og dermed Basta. Man havde her et
forholdsvis haandterligt Brændsel lige ved Haanden og
det i et ellers brændselsfattigt Land, d. v. s. efter at
Birkeskovene var bleven udryddede. — Nu er Folks
Øjne bleven aabnet for, hvor uheldigt dette er, og man
soger at undgaa at brænde sin Faaregbdning; man soger
efter og finder mange Steder Torv, hvor de ikke var
bleven fundne for, eller man kbber Kul, hvor de kan
kores hjem fra Kobstaden. At transportere Kul til
Brændsel til de Gaarde, hvor Hesteryggen endnu er
det eneste Transportmiddel, betragtes som udelukket.
Flertallet af de isl. Gaarde kan optage Torv indenfor