Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Qupperneq 36

32
Enghosten
V andingsenge
dette, ligesom Forsøg med Kalk og MergliDg, som hidtil
er ganske nkendt i Landet. Endnu kender man ingen
Kalk- eller Mergellejer, der kan benyttes i dette Øjemed
tvivlsomt endda om saadanne findes. — Sandsynlighed
taler for, at meget af Jorden trænger til Kalk.
Som for omtalt, er der kun ca. J/3 af Landets Hø-
afgrøde som hostes paa de dyrkede Tun, de 2/3 eller
ca. 1500 000 Hestebyrder (100 kg) hostes af udyrket Jord
og Vandingsenge.
Saasnart Tunet er slaaet, begyndes der paa Engene.
Hvornaar dette sker, afhænger af Tunets Størrelse, og
hvor let det er at slaa dette; eftersom det er stærkt tuet
eller det er jævnt, saaledes at Slaamaskine kan anvendes.
Høhøsten paa Engene vedbliver gerne indtil langt hen i
September. Omkring den 20. September skal Folk mode
til de almindelige Faaresogninger {gongur). Da optages
Arbejdskraften saa meget af Faarepasning, Slagtning
m. m , at det er vanskeligt at have ret meget med
Hohosten at gøre efter den Tid. Ved Maanedsskiftet
Sept.-Okt. falder det tit paa Nordlandet ind med Snevejr
som dog sjælden er af længere Varighed, men gerne afløses
af mildt og stadigt Vejrlig de efterfølgende Uger. Før
det første Snevejrs Indtræden maa Høet helst være i Hus.
Høhøstens Varighed er 9—11 Uger, det er fra den Tid man
kan begynde at slaa de mest frugtbare Partier af Tunene i
den første Del af Juli og uafbrudt til Faaresøgningerne.
Det Landomraade, man i denne Forstand benævner
Enge, er af en højst uensartet Beskaffenhed. Alt hvad
der i det hele taget bliver slaaet, og som ikke er Tun,
kaldes Enge, og det Hø, som avles deraf, kaldes „Udbø“
{„uthexju) eller Enghø, i Modsætning til Tunhøet (tada).
Navnet Enge maa derfor ikke forveksles med det, som i
Danmark kaldes Enge; lave og fugtige Jorder især langs
Vandløb eller Havet og med en vedvarende Vegetation,
der hovedsagelig bestaar af Græsser.
Vandingsenge kendtes allerede i Middelalderen paa
Island. De gi. Love fra den Tid, indeholder en Del