Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Qupperneq 48

44
var ikke uden bange Anelser, at man blaudede Faare-
mælken med Komælken, for af Blandingen at lave Smor til
Export. Det viste sig imidlertid, at dette gik udmærket,
Faaremælken syntes endda at udbve den hbjst belejlige
Indflydelse paa Smorret, at dette holdt sig bedre, og kunde
derfor taale den lange og tit omstændelige Transport. —
Flodemejeriernes Drift er saaledes indrettet, at hver
af Foretagendets Deltagere har en lille Haandcentrifuge
paa sin Gaard, hvor den ny malkede Mælk bliver centri-
fugeret. Floden bliver saa fort til Mejeriet til Vogns,
eller paa Hesteryg, efter som Vejforholdene tillader. En
Mejerske modtager her Floden, og tilbereder Smorret.
Drivkraft til Kærnen og hvad andet der skal drives,
tages som Regel fra en Bæk eller Elv.
Det har imidlertid vist sig, at Mejeriernes Udviklings-
muligheder er ret begrænsede, under de nuværende For-
hold. Transporten af Floden til Mejerierne, samt Trans-
porten af Smorret fra Mejeriet til Kobstaden, frembyder
saa store Vanskeligheder om Vinteren, at Mejerierne som
Regel indstiller Driften i Vinterhalvaaret. Dette har i og
for sig fra Begyndelsen af været en tung Hæmsko paa
deres Udvikling, da Kvægbesætningerne herved ikke
kan foroges mere end til en saadan Stbrrelse, at hele
Komælken kan bruges i Hjemmet en Del af Aaret. For-
hvert Aar er det vanskeligere at faa Arbejdskraft paa
Landet i Sommertiden, men det kræver en Del forbget
Folkehold at holde Malkefaar. Disse bliver derfor ikke
holdt saa meget som for, hvorved Mælkemængden om
Sommeren formindskes. Gaardenes spredte Beliggenhed
gor, at der hyppig ikke er flere end 25—30 Deltagere, der
kan bringe Floden til det samme Mejeri. Naar Faare-
mælken forsvinder, bliver Produktionen saa ringe paa
hvert Mejeri, at deres Opretholdelse i mange Tilfælde
ikke har kunnet betale sig. Ved Krigens Transport-
vanskeligheder var det forbi med Udforslen af Smor, til
England. Siden er det hovedsagelig kun Mejerierne i
Reykjaviks Nærhed der har holdt sig oven Vande.