Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Qupperneq 55

51
^age de Faar som han eller hans Tyende ejer og aflevere
festen til Naboen o. s. v. Saaledes kan de stakkels Faar
Mive jaget fremad i mange Dage, inden de naar Hjemmet.
Ved de efterfølgende Faareindsamlinger er der kun
forholdsvis ganske faa Faar, der findes paa de store
Almindinger; de fleste faar man fat i allerede i forste
Omgang. De Faar, som bliver tilbage paa Fjeldvidderne
°m Efteraaret, er saagodt som tabte for Ejerén da de
1 Vinterens Lob næsten alle omkommer. Der gives dog
Eksempler paa, at Faar kan gaa ude paa Fjeldene hele
Vinteren over. I afsides Fjeldbygder er der tit enkelte
nuge Kærnekarle, der driver det som en Slags Sport at
8aa til Fjelds, efter at Faareindsamlingerne er endt, for
at soge efter tilbageblevne Faar; 1/3 — */2 af deres Pris
den sædvanlige Findeion.
Efter at Faarene er kommen hjem om Efteraaret, siag-tetiden
^Synder Slagtetiden. Da man ingen Udgifter bar ved
laarene hele Sommeren igennem, men de om Vinteren
skal have en Del Foder og Pleje, og Faarenes Huld tillige
<r bedst efter Sommergræsningen, slagter man kun om
-‘fteraaret. Da nedsaltes Kod til Husholdningen, til hele
^ai'et, samt fores til Købstaden, hvad der skal derhen.
Siden Andelsforeningerne har faaet Fodfæste paa
siand er der blevet oprettet Andelsslagterier rundt
"mkring i Landet. Kødets Behandling er siden hleven
utydelig forbedret saaledes at det, i Stedet for at være
en ret foragtet Vare, nu er ved at blive en yndet Spise
1 mange Kredse. Sagen er den, at det islandske Faarekød
er et meget fint Kød. Den Føde, Faarene har Sommeren
^er> bestaar for en væsentlig Del af fine aromatiske
Jeldurter. Dette foraarsager at det ferske Kød faar en
egen fin Smag, som minder noget om Kød af Vildt. Men
Uidet har den uheldige Egenskab, der gør at det endnu
farligere end ellers kan taale at blive saltet at dets Fedt
Samles i afsondrede Lag i Stedet for at være mere blandet,
det er i Kødet af de Dyr, der har nogenlunde ens
<0der hele Aaret rundt og aldrig sulter.
4*