Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Blaðsíða 57

53
^oder Faarene behover i de forskellige Egne. Det er
endda en Del varierende paa ret nærliggende Gaarde,
eftersom Hjemmegræsgangene er, som for berort.
Por at nævne nogle Tal til Orientering, kan det som
Eksempler anføres, at man i de mere snerige Egne maa
bruge ea. 200—250 kg Hø til et Faar Vinteren over. Andre
Steder kan man nojes med 50 kg. Og igen andre Steder
^:in Paarene gaa ude næsten hele Vinteren, uden at faa
n°get nævneværdigt Foder. Man maa ikke tro, at de
’slandske Faar giver tabt og ingen Fode kan finde,
8elvom der et lille og lost Snedække har lagt sig paa
horden. Hvis der ikke kommer Tovejr, saaledes at en
Eel af Sneen bliver sjasket, for igen at fryse til Is kan
med Lethed pletvis skrabe Sneen op og afbide det
Underliggende Græs. Det er ret almindeligt, at der paa
■'rre Gaarde findes Faarestalde, der ligger langt fra
aar den paa et Sted, hvor Faarene har en bedre Græsning
°m Vinteren. Disse „Græsningsstalde" (beitarhus) bruges
ikke saa meget de sidste Aar som for i Tiden, da
1T|an holdt en hel Hjord Beder, der ikke blev slagtede
br de var 4 — 6 Aar gamle. Disse gamle Beder holdtes
loyedsagelig til Exporten til England. De blev overfort
evende. Erfaringsmæssigt vidste man at de bedre end
Jam kunde taale den lange Rejse, uden at tabe altfor
uieget i Vægt. Denne Export blev for nogle Aar siden
poppet, da Indforsel af levende Faar til England blev
urbudt. Strandvegetationen ved Havet og opskyllet
fnS spiller sine Steder den største Rolle ved Faarenes
'uterfoder. Som et Tilskucl til Staldfoderet, eller til
en ^mindelige Vintergræsning benytter de ved Stranden
'oende Landmænd sig af at lade Faarene gaa ved Strand-
finten en Tid af Dagen. Paa Nordlandets Halvøer kan
e Paa den Maade gaa og finde Føden, naar hele Landet
^oiØvrigt er bedækket med saa tykt Lag Sne og Is, at
aarene umulig kan trænge ned igennem den. Da skøtter
i sig for (jet meste aelv. Der findes store Læhuse opført
dem i Nærheden af Strandkanten, hvor de „græsser"