Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Qupperneq 60

56
Bradsotten
gaaende Skabets Bekæmpelse, nogle mente det rimeligt,
at man ved Badning kunde komme Utojet til Livs, andre
fastholdt den mere radikale gamle Metode, at slaa alle
Faar ned i de Egne, hvor Sygdommen fandtes, og begynde
saa forfra med nye raske Faar. Man krympede sig dog
ved at gribe til den Nodbjælp.
Men noget maatte der gbres. Man henvendte sig om
Raad til Norge. En erfaren Mand paa dette Omraade,
Agronom O. Myklestad, som havde arbejdet paa Syg-
dommens Udryddelse i Norge, blev indkaldt og ansat
som enevældig Skabdoktor for hele Landet. I Lobet af
nogle Aar lykkedes det saa ved en gennemfort Tobaks-
badning i den Grad at udrydde Faareskabet, at det
knap nok har vist sig siden. Man har dog i de sidste
Aar set Skabet dukke op enkelte Steder. Men Kend-
skabet til en effektiv Badning har ved Myklestads Ud-
ryddelses-Arbejde slaaet Rod i Befolkningen, saa at
Skabet siden er blevet fuldstændig holdt nede.
En anden Fare, der har truet den islandske Faare-
ayl, er ligeledes overstaaet. Indtil for faa Aar siden
hærgedes Faarebesætningerne hver Vinter mere el. mindre
af den Sygdom, der paa Dansk kaldes JBradsot, men
som forovrigt slet ikke findes i Danmark. Den hedder
paa islandsk brddapest d. v. s. „Hurtigpest“, fordi den
er saa kolossalt hurtig dræbende, at det gerne ikke varer
mere end 2—3 Timer, efter at man har opdaget nogle
Sygdomstegn indtil Faaret er dodt.
Sygdommen skyldes en meget heftig Betændelse i
Lobens Slimhinder som Regel i Folge med en universel
Bakterieinfektion.
Man stod fuldstændig hjælpelos overfor denne Sygdom,
der til almindelig Skræk for Landmændene optraadte
hver Vinter. Enkelte Steder var den saa voldsom, at
Folk flyttede fra Gaard og Ejendom, da de hvert Aar
kunde risikere, at de i Lobet af Vinteren vilde miste
en væsentlig Del af de Faar, de om Efteraaret var i
Besiddelse af.