Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Qupperneq 68

<54
De færreste kan dog opnaa den Magt over de unge
Heste, deres Bevægelser, Gang og Sind, at man kan
paastaa, at de kan faa dem til at udfolde alle deres
bedre Egenskaber og bolde de daarlige nede.
Det er vanskeligt i Korthed at give Læseren et
klart Begreb om Ridning paa Island, da den saa totalt
afviger fra det, man i Danmark er vant til. Hele
Opfattelsen er saa bnndforskellig i de to Lande. Lige-
som man i Danmark gerne kan have ondt af en Mand,
der sidder paa en saa lille og uanselig Hest, som en
„Islænder4', ligesaa medynkvækkende kan det virke paa
en Islænding, at se Folk ride paa de danske Heste.
Ved Overvejelsen af denne Forskel i Opfattelsen maa
det tages i Betragtning, 'at i Danmark drives Ridning
væsentlig kun som Sport, medens den paa Island er en
Livsnodvendighed, da man ikke paa anden Maade kan
komme frem, undtagen lige henad de nye Koreveje son*
kun omspænder en Brokdel af Landet.
Yed at tænke sig en Mand med Familie, der en
Morgenstund befinder sig i Kobenbavn men om Aftenen
skal med Familien være i Korsbr, og ikke har andet
Befordringsmiddel end Heste, saa maa man erkende, at
de danske Rideheste ikke er specielt egnede til dette
Brug. Men dette kræves jo netop af de islandske Heste.
Af en Ridehest kræves det, foruden at den skal
altid være parat til at sætte i Lob, saa skal dens Gang
være regelmæssig og behagelig, meget blodere end de
store Hestes da man plejer altid at folge Hestens
Bevægelser, i Stedet for at lofte sig i Sadlen. Det
vilde i Længden være altfor besværligt. Hvis Hestens
Gang ikke er saa blod at man uden nogen Gene kan i
Sadlen folge Bevægelserne betragtes Hesten som ganske
uskikket til Ridebrug.
Den Gangart man mest ynder paa Island er ganske
ukendt i Danmark. Foruden Trav og den almindelige
Pasgang, som forovrigt kun kendes i Danmark af Navn
har de islandske Heste en Gangart som kaldes tillt-