Milli mála - 2017, Blaðsíða 199

LISBET ROSENFELDT SVANØE
199
kan gives af samvittigheden (i form af anger), Gud eller samfundet
(i form af straf eller social udelukkelse), og som Arendt siger, så er
de mennesker, der frygter disse sanktioner, mennesker, der allerede
”mit sich selbst leben”41 – hvilket må opfattes som mennesker, der
allerede samtaler med sig selv og har forståelsen af moral uden at
behøve en forpligtelse, og for hvem moralen netop er selvindlysende.
Imperativet og budene afspejler altså det tænkende Jegs rela-
tion til sig selv og er et forsøg på at italesætte den indre samtale,
der indbefatter overensstemmelsen med sig selv. De kan altså ikke
udtrykke en sandhed, men derimod give mening med det, jeget
erfarer i fremtrædelsernes verden. Overensstemmelsen er nødvendig
for det tænkende Jegs harmoni med sig selv, for hvor det er muligt
at trække sig bort fra socialiteten, er det umuligt at trække sig bort
fra sig selv. Mennesket er via den indre dialog altid to-i-én, som
enten er i harmoni eller disharmoni med sig selv, og Arendt belyser
denne tilstand ud fra den sokratiske påstand om, at ”det er bedre at
lide uret end at begå uret”42. Sokrates syntes hermed at mene, at hvis
man begår en uret, så vil man være fordømt til at leve og ”tale” med
den, der udførte uretten resten af livet43 - hvilket dog forudsætter, at
den der begik uretten er villig til at erindre og ”tale” om den.
Som jeg skrev i det foregående afsnit, så var erindringen en af-
gørende del af tænkningen således, at tænkningen altid var en form
for ”tænken (bag)efter” – altså en refleksion udsprunget af og over
noget, der er sket, oplevet eller sanset – og er altså en færdighed,
der tilkommer alle mennesker, men som også er mulig at under-
trykke44. At erindre noget er ensbetydende med at have tænkt noget
igennem ved at tale med sig selv om det, og ved at vægre sig mod
erindringen vægrer man sig altså samtidigt imod at tænke, og bliver
dermed heller ikke konfronteret med sit andet selv, som man skal
være i overensstemmelse med. Ikke at erindre baner med andre ord
vejen for at kunne handle moralsk ureflekteret og banalt ondt, idet
handlingerne aldrig bliver konfronteret af en indre dialog.
Ved at erindre og tænke er man tvunget til at forholde sig til et
selv, der stiller ens handlende og tankeløse jeg – som er en normal
41 Ibid., p. 51.
42 Fra Platon, Gorgias
43 Arendt, Über das Böse, pp. 70f.
44 Ibid., pp. 75f.