Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Side 38

18
ter i NikF blad 2V linje 8. Resten af teksten i NikF har ikke noget
tilsvarende i Nik1. Denne rest (fra 2v8-2v34, hvor NikF ender uaf-
sluttet) er en udlægning om værdien af at påkalde St. Nicolaus,
om betydningen af hans navn o. a., og den adskiller sig fra de fore-
gående kapitler derved, at fremstillingen er holdt i prædikenstil
og er mere homilieagtig.
Det behøver ikke at volde dyb fortrydelse, at NikF er ukom-
plet, for slutningen findes andetsteds, endda to steder. Dels har
hovedhåndskriftet af Bergr Sokkasons Nicolaus saga (Nik2), Holm
16,4° (perg.) til slut optaget dette kapitel i sin helhed uden at om-
arbejde det i den florissante stil, der præger denne saga iøvrigt
(Unger: Heilagra Manna Sogur II s. 157 f.). Dels findes størsteparten
af denne tekst i AM 642a,4°II, der overlapper NikF, hvor det
sætter ind 2v22 og fortsætter kapitlet ud som i Holm 16,4°. Dette
fragment, der i Kålunds katalog har fået betegnelsen Homilia af
Sancto Nicholao, er ikke benyttet af Unger i Heilagra Manna
Sogur. Det giver ingen meget vigtige nye læsemåder, men har i
slutningen nogle overskydende linjer.
Da Unger skrev indledningen til Heilagra Manna Sogur, var
det latinske Nicolausvita tilgængeligt for ham i to udformninger,
dels i SpecH og dels i Mombr-.Sand. Da kapitelfølgen i Nik1 svarer
bedre med SpecH end med Mombr: Sand og har plussteder i forhold
til sidstnævnte, var det rimeligt at anføre Vicentius som kilden. Og
da Bergr Sokkasons udvidede saga har nogle afsnit, der ikke findes
i Nik1 og SpecH, men i Mombr: Sand, var det rimeligt at anføre
det som kilden for Nik2. Det hedder i Nik2, at teksten er hentet fra
‘meistari Johannes Barensis erkidiakn’, og denne Johannes Dia-
conus’ latinske forord er aftrykt hos Unger. Dette forord er optaget
særskilt i BHL som nr. 6104, så det er helt forrykt, når Paul Leh-
mann i Skandinaviens Anteil etc. s. 37 angiver, at der under det
nummer skjuler sig kilden til Bergr Sokkasons version af Nicolaus
saga.
I en artikel i Nordisk Tidsskrift 1940 og i Skirnir 1949 har Sigfus
Blondal gentaget Ungers påstand, at Vincentius er kilden til Nik1
og Johannes Diaconus kilden til Bergr Sokkasons udvidede Nico-
laus saga (Nik2), tilsyneladende uden at have foretaget selvstæn-
dige undersøgelser af sagen og uden at agte på, at der i mellemtiden
var fremkommet så meget nyt materiale til teksthistorien, at en