Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Blaðsíða 51

31
skrives enkelt l foran d\ men unægtelig står der også dobbelt l
foran t i avallt (2rS) i slutningen af kap. 15, mens der ellers skrives
enkelt l. I hele fragmentet anvendes vas som præteritum af vesa
med undtagelse af en gang i translationskapitlet (var 2r23). Præpo-
sitionen tyr anvendes en del gange og findes også i translations-
kapitlet, men der skrives der også en gang 6r (2r3°). Der skrives i
almindelighed til, (16 gange), men en gang till i slutningen af
kap. 15 (2r2). Denne stavemåde kendes ikke i OÅIH, men findes i
to af de kilder, der er excerperet til OENH (AM 655,4° frg. IX
fra ca. 1150 og Ra 81a, Benediktinerreglerne fra kort efter 1200),
og den findes i senere tid ret almindeligt i norske håndskrifter.
De nævnte momenter røber ikke så store afvigelser fra normen,
at de tillader, at man ud fra sproget eller palæografien kan drage
nogen grænse imellem sagaens kapitel 15 og 16 (translations-
kapitlet). Hvordan forholder det sig med det sidste afsnit, det
homiletiske stykke?
Præsens singularis tredje person af vera skrives en enkelt gang er
(2v23), iøvrigt skrives der som i NikF i det hele es. Til gengæld har
den relative partikel formen er i tre tilfælde i den øvrige del af
NikF (lvl4, 2r3, 2r2°). I verbalsubstantiverne er endelsen -on, men
en enkelt gang i det sidste stykke er den -vn i ordet hvggvn (2vl°).
Denne stavemåde findes i Placitusdråpa, der er fra samme tid
omtrent som NikF, men ellers ikke i OÅIH og OENH. I fragmen-
tet som helhed skrives der -pt- og ikke -ft-, men en enkelt gang findes
den udvidede form -fst- i crafsti for krapti (2vl6; jfr. Noreen:AIO1
S 309 og Hoffory: Oldnordiske Consonantstudier s. 10). Flere egen-
heder er der ikke at fremdrage i det homiletiske stykke, til gen-
gæld findes der eksempler på flere af de ting, der karakteriserer
fragmentet som helhed, således tyr, fingo, N anvendt for n o. a.
Der er nævnt nogle sprogformer eller skriveformer i det fore-
gående, der er almindelige i norske skrifter, men ikke i islandske.
Det ser ud som antallet af dem tager til i det homiletiske stykke.
Således forekommer der horvetNa1 for hvarvetna og hpttvqtNa
for hvatvetna2. Desuden er der grund til at omtale vendingen
1 således skal der læses. Udgaven har fejl.
2 Seip: Nye Studier (1954) 135 f. — I Lingua Islandica I (1959) har Peter Foote
argumenteret imod at opfatte disse former som norvagismer; men det grundlag
hans argumentation hviler på er meget spinkelt, det bæres oppe af Sigurdur Nordals