Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Qupperneq 48

28
skrifter, der er uafhængige af denne (jfr. Seip: Paleografi s. 28 og
58)?
NikF hører til en gruppe af gamle håndskrifter, der viser stærk
indflydelse fra latinskriften. Det kommer til udtryk på forskellig
måde, som det her skal vises.
NikF hører således til de gamle håndskrifter, der udelukkende
anvender det latinske/, hvad der kan skyldes, at det er så gammelt,
at det angelsaksiske / endnu ikke var blevet optaget i skriften,
eller kan bero på, at det hører til en skriveskole, der har fastholdt
det latinske / på trods af de modernistiske tendenser, der gik sejr-
rige ud af konkurrencen.
Det latinske / findes ofte — og således også her — sammen med
d med lodret opstreg; mens d med svungen opstreg, da det først
vandt indpas i skriften, fortrinsvis blev anvendt i ord, der særligt
skulle fremhæves, det gælder ord efter punktum, egennavne, ord
som dominus, drottinn osv., har det her fundet videre anvendelse
og forekommer i almindelige ord, men det er dog i undertal i for-
hold til d med lodret opstreg. Forholdet imellem dem er som 1:3,
og dette vekselforhold er jævnt gennem hele fragmentet.
Et andet træk røber indflydelse fra latinskriften. Der er ikke
skelnet klart imellem u (skrevet v og undertiden v) og y (skrevet v
eller v eller y). På tilsvarende måde betegnes diftongen ey med
ligaturer af av eller ay (ai/)1. En sådan ejendommelighed i vokal-
systemet er kendt fra en række håndskrifter (jfr. Anne Holtsmark:
En isl. Scholasticus s. 10), der alle viser indflydelse fra latinskrif-
ten, og som ser ud til at høre til samme skrifttradition. Da det er
en betegnelsesmåde, som forfatteren af første grammatiske afhand-
ling opponerer imod, er det rimeligt at betragte denne skriftretning
som ældre end — eller i hvert fald uafhængig af — den deri forfæg-
tede skriftretning. I denne undersøgelse må det særligt fremhæves,
at der ikke på dette punkt kan påvises forskelle imellem de forskel-
lige dele af fragmentet.
Det kan også tages som udtryk for indflydelse fra latinskriften,
at der tre gange skrives th for p. Denne betegnelse for spiranten er
kendt fra enkelte andre håndskrifter, især i egennavne eller i ini-
tial stilling. I NikF er th kun den ene gang anvendt i initial stilling
1 Vedrørende betegnelsen a+v i andre håndskrifter kan der henvises til Seip:
Paleografi s. 54 f.