Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Side 87

67
datering end man hidtil har antaget, er at der skrives r-rotunda
ikke blot efter 3 og d, men også efter p, hvor det dog veksler med
det almindelige r, som anvendes efter 6 og g. Den regel Spehr har
givet for anvendelsen af r-rotunda (Ursprung d. isl. Schrift s. 126),
at der findes r-rotunda efter o, d og d efter 1250 og fra begyndelsen
af det 14de århundrede tillige efter p, b og g, må siges at være for
skematisk. Spehr omtaler et særtilfælde, hvor han mener en speciel
vesteuropæisk indflydelse har gjort sig gældende, nemlig i GkS
1812 II, hvor der anvendes r-rotunda efter p og p til trods for, at
håndskriftet almindeligvis dateres til ca. 1225-1250. Seip beskriver
brugen af r-rotunda i de ældste norske og islandske håndskrifter i
sin Paleografi (Nord. Kultur 28B) s. 18 og 50f. Efter almindelig
islandske skrivevaner skulle anvendelsen af r-rotunda i GkS 1157
fol. hånd A datere skriften til hen mod år 1300, og hvis man vil
fastholde den tidlige datering, må skriften sættes i særklasse.
Der kan imidlertid føres mange andre enkeltheder i marken, som
taler for at denne hånd A har været forkert dateret.
Der findes flere gange et forkortelsestegn p med gennemstreget
underlængde p. Det har dobbelt betydning, står dels for pess og
dels for peim. Den første betydning er vist absolut enestående i
islandsk skrift. Med betydningen peim er det meget almindeligt i
islandsk skrift, men unægtelig først efter ea. 1300, da det udkon-
kurrerede den tredje betydning som forkortelsestegnet havde,
nemlig peir. Med betydningen peir kender jeg tegnet fra henved
30 håndskrifter, der dateres til ca. 1250-1325/1350. Sådan som
hånd A har anvendt forkortelsen p må man sige, at en datering
til tidligst ca. 1300 passer bedst ind i det billede, vi kan tegne af
den islandske skrifts historie.
Dativen honum forkortes af hånd A med den kontraherede form
Hm. I det 13de århundrede er de almindeligste forkortelser %om
og Ko, og den kontraherede form bliver først almindelig efter år
1300; men kan dog konstateres i enkelte håndskrifter, der dateres
til ca. 1275-1300.
Skrivningen af ordet med kræver særlig omtale, da den veksler
i det afsnit hånd A har skrevet. Ordet skrives ofte fuldt ud mep.
Det er en arkaisk skrivemåde, der f. eks. kun findes tre gange i
cod. reg. af ældre Edda. Den forkortede form for denne stavning,
hvor e-løkken er føjet til opstregen af p mp, findes også. Desuden
5*