Læknaneminn - 01.10.1971, Qupperneq 56

48
LÆKNANEMINN
rede sidelobende med styrelseslovens udarbejdelse arbejdede med
ændringer til den bekendtgorelse, der dannede grundlaget for selve
studieordningen. I denne bekendtgorelse fik man overalt, hvor der for
stod fakultet, som den besluttende instans, indsat studienævn. Dette
betod, at der for det lægevidenskabelige hovedomráde af undervisnings-
ministeriet blev givet meget klare og detaljerede regler for, hvordan
man skulle forstá styrelsesloven, nár denne talte om, at studienævnene
skulle træffe afgorelse i sager vedrorende studiernes indhold, under-
visningens tilrettelæggelse og afholdelse af examiner.
Styrelsesloven ábner mulighed for at administrere hovedomrádet i
to parallelle organer, et fakultetsrád for planlægning og forskning og
et studienævn for undirvisningens tilrettelæggelse, afholdelse og
evaluering. I princip to pá hvert sit felt lige kompetente og derfor
egentlig parallelle organer i forholdet til universitetets overste myndig-
hed, konsistorium. De to organer har manifesteret dette udadtil ved
at nedsætte et fælles budget — udvalg og ved — i sager der vedrorer
begge organer — at afhoide fælles moder.
Det siges ofte sammenfattende om styrelsesloven, at den har re-
duceret professorernes magt og givet studenterne storre indflydelse.
Nogle har ovenikobet stillet sig sporgende til, hvad det overhovedet
i dag betod at blive professor. Hertil er kun at svare, at det har
været en fejltagelse at identificere en professor som en magtfigur i
universitetets styrende organer. En professor er nu som for en person
med hoje videnskabelige og — gerne mere og mere — undervisnings-
mæssige kvalifikationer. Den nye styrelseslov har ábnet storre mulig-
heder for at flere kategorier af mennesker pá universitetet hver efter
evne har mulighed for at medvirke ved den administration, der er
en nödvendighed for deres fortsatte virke, men egentlig ikke er direkte
forbundet med deres egentlige gerning pá universitetet.
Árhus, den 20.8. 1971
Jorgen Nystrup.
★—
Salus aeg:roti suprema lex.
,,Til einskis var honum svá títt, hvárki til svefns né til matar, ef
sjúkir menn kvámu á fund hans, at eigi mundi hann þeim fyrst nökkura
miskunn veita; aldregi mat hann fjár lækning sína.“
Ilr Hrafns sögu Sveinbjarnarsonar.