Fróðskaparrit - 01.01.1960, Blaðsíða 68

74
Heimrustir
den enkelte eier, má derfor betragtes som hjemlet ved hans brussret.«
117) LBK II s. 427.
I'8) í tí í notu 116 nevnda dómi, verður sagt um hetta: »Derimod
er det ikke principielt udelukket, at sagsøgerne kan have erhvervet
brugshævd pá arealet, idet det má antages, at hvis en bruger og hans
forgængere i besiddelsen har benyttet et heimrust-stykke pá en bestemt
máde i 20 ár eller derover, er det udelukket, at andre kan benytte
stykket, sá længe brugen opretholdes. Hvis brugen ophører, falder are-
alet efter en vis tids forløb tilbage til fælliget til almindelig brug, og
det kan ikke, som sagsøgerne hævdet, antages, at vedkommende be-
sidder bevarer en udelukkende brugsret til arealet.«
Henda síðstnevnda (skeiva) áskoðan var eisini uppi í sakarmálinum,
sum nevnt er í notu 115, har saksøkjarin í skrivi frá 18.10.1928 førdi
fram, at tað var gamalur bygdasiður í Svínoy, at næstrarættin arvaði
»de Grundrettigheder, som deres Forfædre har brugt, om saa Grundene
har ligget jævnede med jorden i Mandsminder c< Tvørtur ímóti sigur
dómurin: sUnder hensyn til, at Toften har henligget ubebygget siden
1874 og til den Brug, der har været gjort af Toften efter det .... op-
lyste, findes sagsøgeren ikke at have erhvervet sig en saadan Brugsret,
at han derved har forhindret, at Toften er hjemfaldet til Fælliget.«
■19) 1 FRD 2.2.1960 (b. 518/58) var hildið, at saksøkjararnir høvdu
vunnið brúkshevd á einum heimrustarstykki til hoystøði, men tá teir
óivað ikki gjørdu hesa nyttu burtur úr tí longur, var teirra brúkshevd
ikki til longur, »saaledes at de ikke i kraft af denne kan modsætte sig
de sagsøgtes benyttelse af pladsen.«
Um sama spurning sigur FRD 1.4.1959 (b. 451/58): »Heimrustir
benyttes ofte af bygdens beboere efter behov, men nár den enkeltes
benyttelse ophører, f. eks. ved at en bygning opgives eller nedrives,
falder arealet i hvert fald efter en vis tids forløb tilbage til fælliget.«
SUMMARY
In the old Faroese village, heimrustir are the areas round the houses
of the village, which are used for building, grazing, and for digging
turf and clay for house-building. In the southern islands these areas
are called skattagrundir or rustari. Etymologically, heimrustir means the
areas cleared of stones near the houses of the village, while skatta=
grundir means the plots on which taxes are paid.
Sometimes these areas are also called almenningur; but, in fact, this