Búnaðarrit - 01.01.1944, Side 200
132
BUNAÐARRIT
upptckið til þess að hægara væri að koma áburði frá
húsunum á túnið. Öll peningshús voru byggð úr torfi
og grjóti eins og bærinn. En oft mun hafa verið minna
til þeirra vandað.
Á þann hátt, sem hér hefur lauslega verið nefnt,
niótaðist íslenzki bærinn. Það voru ástæður lands-
manna, fátækt þeirra og erfiðleikar að afla sér hygg-
ingarefnis, sem hafa ráðið hér mestu um. í torfbæj-
unum islenzku, þótt dimmir væru og ekki vistlegir,
sé iniðað við nútímakröfur, liefur jijóð okkar lifað i
tíu aldir. Og þótt torfbæirnir þyki ef til vill ekki
merkilegir, þegar húsameistarar nútímans dæma þá,
niun þjóðin þó einmitt þar, hafa fundið byggingar-
lag, sem hentaði henni bezl, miðað við þá möguleika,
sem fyrir hendi voru i jiessum efnum.
A siðustu áratugum 19. aldar og þó einkum kring-
um aldamótin, verða nokkrar breytingar á byggingar-
lagi torfbæjanna. Burstabyggingarnar, sein sneru
fram á lilaðið, voru rifnar og reist eitl langhús í stað
þeirra með timburhlið að framan, en torfveggjum
að öðru leyti og oftast með lorfþaki. Þessar langhúsa-
byggingar risu allvíða upp, einkum norðanlands.
Nokkru ódýrara mun hafa verið að byggja á þennan
hátt, og rúmbetri hafa langhúsabyggingarnar orðið
við það, að milliveggir voru rifnir burtu. Engin veru-
leg breyting til batnaðar mun þetla þó liafa orðið frá
eldra byggingarlagi, enda aðeins lítið millispor yfir
til timburhúsa og síðan steinhúsa.
Veðrátlufarið veldur miklu um varanleika bygginga
úr jafn endingarlitlu byggingarefni og torf er. Torf-
bæir endast miklu lengur norðanlands og vestan,
vegna þess að úrskomur eru þar minni, og staðviðri
meiri en sunnanlands. Meðalaldur torfbygginga
sunnanlands mun tæplega vera meiri en 20—25 ár.
Á Norðurlandi og Vestfjörðum sums staðar munu
sams konar byggingar geta orðið 50 ára og jafnvel