Milli mála - 01.01.2013, Blaðsíða 227

227
Hun var som et barn, der står med næsen trykket mod ruden til de voks-
nes land og gerne ville derind, men af usynlige hænder bliver holdt til-
bage. Det bag ruden drog og lokkede hende, men ingen fortalte hende
hemmeligheden ved de magter, der lukkede hende ude fra lyksalighedens
land. Hun var vred på Nina, og hun misundte hende. Tænk ikke at være
bange for nogen ting, ikke at være bange for DET. Om man gjorde sig til
herre over det eller lod sig beherske af det, var egentlig ligegyldigt, blot
man kunne anerkende det og ikke være bange. (Ditlevsen 1977: 14)
Kirstens motiv for at søge årsagen til ubehaget ved og angsten for
det erotiske er dobbelt. Angsten fremstår i sig selv som en motive-
ring, men det er forholdet til Jørgen, der udgør den egentlige driv-
kraft. Det er også ønsket om at fastholde Jørgen, der får hende til
at udholde den pinefulde selvransagelse: ”Jeg må igennem det hele,
tænkte hun, nu ikke være bange. Jeg vil ikke miste Jørgen, og
opgiver jeg dette her, vil både han og alt, hvad jeg i fremtiden gri-
ber efter, glide ud af mine hænder” (Ditlevsen 1977: 74).
I overensstemmelse med Freud er Kirstens mål at finde ud af,
hvad skyggen dækker over og at eliminere angsten, således at hun
kan fungere som en normal voksen kvinde. Allerede i forbindelse
med Jørgens erotiske tilnærmelser får Kirsten en anelse om, at
skyggen dækker over ”noget”, der har gjort hende ondt. Hvem eller
hvad, der har påført hende det, ved hun ikke: ”Hun ledte og ledte
efter noget, hun ikke selv vidste, hvad var, og allevegne stødte hun
mod en mur” (Ditlevsen 1977: 15).
Selv om Kirsten i udgangspunktet er helt uvidende om, hvad
eller hvem der bærer ansvaret for hendes angst, får hun hurtigt en
fornemmelse af det. At det har med mænd at gøre, går op for hende,
da der bliver ansat en ny korrektør på hendes arbejdsplads. Da hun
hilser på Schultz første gang, føler hun en smertefuld genkendelse:
Døren blev langsomt åbnet af en meget smal, hvid hånd med overordent-
lig lange fingre. Det var denne ejendommelige mandshånd, der først til-
trak sig Kirstens opmærksomhed og fik hende til at hæve øjnene og se på
hans ansigt, der et eneste nu gav hende en besynderlig og smertefuld fø-
lelse af genkendelse. (Ditlevsen 1977: 45)
ANNEMETTE HEJLSTED